Venstre, der tidligere har stået stejlt på partiets krav til en kommende energiaftale, kan være på vej til at indgå en aftale med regeringen. Men partiet har fortsat tre klare krav tilbage.

Regeringen og Venstre nærmer sig en energiaftale.

De to parter har gennem længere tid forgæves forsøgt at nå til enighed om en bred aftale, men især Venstre har ikke ønsket, at den samlede regning skulle overstige et beløb på 3,6 milliarder kroner - et beløb der lå langt fra regeringens oprindelige udspil på 5,6 milliarder kroner.

I to omgange har regeringen dog barberet det samlede beløb ned, og selv om Venstre så sent som fredag afviste det nyeste udspil - der samlet lød på 3,9 milliarder - så lyder der mandag alligevel forsonende toner.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver på sin facebook-side, at partiet nu har tre centrale krav tilbage, som skal opfyldes i forbindelse med de videre forhandlinger.

- Pengene skal i kassen, før vi bruger dem. Derfor må den ene af de havvindmølleparker, regeringen har foreslået, gøres afhængig af, at pengene rent faktisk kommer ind. Det vil være uforsigtigt at disponere med penge fra effektiviseringer, før de er gennemført, skriver Lars Løkke Rasmussen og fortsætter med partiets næste krav:

- Selv om regningen nu bliver mindre, er den stadig alt for stor for danske familier med oliefyr. Regeringens forslag sender en uoverkommelige regning på 150.000 kroner til 150.000 familier, som ikke kan koble sig på fjernvarme eller anden kollektiv varmeforsyning, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at regeringens sidste krav kommer til at handle om de to vindmølleparker, som regeringen har som del af sin energiaftale. En ny aftale skal således sikre flest mulige job til danskerne, siger Løkke:

- Energiaftalen skal sikre, at vi beholder eksisterende arbejdspladser i Danmark frem for at sende dem ud af landet. Derfor skal det analyses, om vi er samfundsøkonomisk bedst tjent med at lave vindmølleparken ved Kriegers Flak eller Horns Rev III først. Hvor får vi mest energi for pengene? Hvilket projekt skaber flest danske arbejdspladser?, spørger Løkke.

Med meldingen fra Løkke ser det ud til, at regeringen har bøjet af på sit ellers meget stejle krav om, at en aftale ikke måtte koste mere end 3,6 milliarder kroner, ligesom partiet ser ud til at acceptere en afgift på luftforurening med kvælstofilter (NOx), der vil koste erhvervslivet 600 millioner kroner.