Helle Thorning-Schmidt er søndag gæst i radiokanalens P3 Musikquizzen. Der blev hun blandt andet spurgt til, hvad hun synes om, at en række venstrefløjsaktivister har tænkt sig at fløjte og buhe af hende, når hun skal tale til Arbejdernes Internationale kampdag, 1. maj.

- Der er ikke rigtig noget nyt i, at venstrefløjsaktivister vil genere en socialdemokratisk statsminister, forklarede Helle Thorning Schmidt.

Hun blev også spurgt om, hvad hun mener om det efterhånden berømte klip af en DR-journalist, der interviewer en venstrefløjsaktivist ved hjælp af samme fløjte-teknik, som aktivisterne har tilkendegivet, at de vil bruge mod Thorning 1. maj.

- Jeg blev gjort opmærksom på klippet, og jeg synes faktisk, det er rigtig rigtig sjovt, siger en grinende Helle Thorning Schmidt.

1. maj sidste år blev Helle Thorning-Schmidt udsat for en infernalsk fløjte-larm under sine taler, der gjorde det umuligt for publikum at høre, hvad hun sagde. I Aarhus sprøjtede en aktivist vand på statsministeren, hvilket aktivisten senere blev dømt for.

I programmet afslørede hun samtidig, at hun var fan af både Brøndby, Manchester United og Wales-klubben Cardiff, hvor store dele af hendes svigerfamilie er far.