Selv om skattesagen alene i sin grovhed må rangeres i en klasse helt for sig selv, er der flere eksempler på, at spindoktorer har brugt smarte tricks og lyssky metoder.

Den tidligere VK-regering under ledelse af først Anders Fogh Rasmussen fra 2001 til 2009 og siden af Lars Løkke Rasmussen nåede at oparbejde et længere synderegister.

Spindoktorernes arbejde foregår for det meste i det skjulte. Alligevel er deres arbejdsmetoder ved flere lejligheder blevet afsløret. B.T. bringer her en række eksempler på dygtigt spin, beskidte tricks og spin med stor rekyl-effekt.

Filmen ’Den hemmelige krig’ forsøgte at bevise en påstand om, at de amerikanske styrker i Afghanistan i 2002 havde mishandlet en gruppe fanger, som danske soldater havde udleveret til dem. Filmens anden påstand var, at regeringen var vidende om det og havde ført Folketinget bag lyset.

SE BILLEDERNE: Det laver 'mørkets fyrster' i dag

Sådan greb spindoktoren ind: Daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther mandsopdækkede de to filmfolk under deres interviews og holdt sin minister, statsministeren og udenrigsministeren tæt orienteret om filmens tilblivelse. Før premieren klagede man til DR over, at Søren Gade ikke på lige fod med andre politikere fik lov at se filmen. Man antydede også, at manden bag filmen Christoffer Guldbrandsen var i lommen på Frank Aaen fra Enhedslisten. Det såede tvivl om filmens troværdighed.

Sådan kunne det være gået: Danmark risikerede en anklage for at have overtrådt Genéve-konventionen om behandling af krigsfanger. Anders Fogh Rasmussen ville få et alvorligt forklaringsproblem overfor Folketinget, som han måske havde løjet overfor.

Søren Gades lækagesag

Filminstruktør Christoffer Guldbrandsen anklagede daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther for at have bragt danske soldaters liv i fare ved at lække oplysningen til TV2 om, at Jægerkorpset i 2007 blev indsat i Irak.

Sådan greb spindoktoren ind: Da Københavns Politi har opgivet at finde ud af, hvem der gav oplysningen til TV2 og ligeledes har frafaldet tiltalen mod Jacob Winther, er det vanskeligt at afgøre, hvem der forsøgte at få Søren Gade til at fremstå som en handlekraftig minister i sagen. Så hvis der er anvendt beskidte tricks, har det efter fire års efterforskning ikke kunne fastslås, hvem der stod bag. Søren Gade trak sig fra politik som en direkte følge af sagen.

Sådan kunne det være gået: Sagen er et eksempel på, at håndteringen i Forsvarsministeriet gik galt, og at ministeren måtte betale prisen. Christoffer Guldbrandsen var manden, der rejste sagen og igennem hele forløbet fastholdt presset på Søren Gade og Jacob Winther. Instruktøren lå inde med en berømt lydfil af en telefonsamtale, der aldrig blev offentliggjort, fordi DR afviste at bryde sin kildebeskyttelse.

Thor Pedersens bopælspligt

Daværende finansminister Thor Pedersen blev i 2002 afsløret i at modtage landbrugsstøtte til sine gårde i Nordsjælland på et forkert grundlag, da han ikke overholdt sin bopælspligt. Han boede i virkeligheden i lange perioder i sit sommerhus.

Sådan gjorde spindoktoren: Den særlige rådgiver Carsten Mai-Jørgensen fortalte pressen, at hans minister tilbragte masser af nætter på gården. Nok til at han kunne angive sommerhuset som bosted. Men det passede ikke, viste optegnelser i ministerens kalender. Thor Pedersen fik en næse og betalte støtten tilbage, og han gav næsen videre til sin spindoktor, som blev indskærpet, at han ikke måtte lyve.

Sådan kunne det være gået: Spindoktoren gik planken ud for sin minister og mistede troværdighed. I værste fald kunne Thor Pedersen blive tvunget til at forlade posten. Dansk Folkeparti afviste at deltage i en ministerstorm.

SE BILLEDERNE: Det laver 'mørkets fyrster' i dag

Lars Barfoeds syge hindbær

I sommerens 2005 døde fem ældre mennesker af forurenede hindbær fra Polen. 1.100 andre fik roskildesyge med opkast og diaré. Sagen var den værste fødevareskandale i mange år og kunne føres tilbage til et svigt i fødevarekontrollen, som Lars Barfoed havde skåret ned.

Sådan greb spindoktoren ind: En uvildig rapport konkluderede, at Fødevarestyrelsen ikke havde levet op til sit ansvar. Måske var det mere held end forstand, at rapporten kom ud netop som danske ambassader blev brændt af i Mellemøsten. Daværende fødevareminister Lars barfoed slap for at blive trukket gennem sølet. Senere blev han fyret på en kødskandale.

Sådan kunne det været gået: Med en ministerstorm på Barfoed allerede i 2006 havde han næppe haft mulighed for at spare så voldsomt på fødevarekontrollen, som var tilfældet, og som var en afgørende forudsætning for den efterfølgende kødskandale.

Rikke Hvilshøjs kup

Rigsrevisionen var i marts 2006 på vej med en sønderlemmende kritik af daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj på grund af rod i hendes udlændingestyrelse. Det viste sig, at mange kinesiske studerende havde fået opholdstilladelse på et fejlagtigt grundlag.

Sådan greb spindoktoren ind: Rikke Hvilshøj udarbejdede en handlingsplan for at rette op på de kritisable forhold. Samme dag revisorerne kom med deres kritik, fik hendes spindoktor plantet nyheden om handlingsplanen på forsiden af Politiken. Statsrevisorerne følte sig kuppet af Hvilshøjs smarte trick.

Sådan kunne det være gået: Rikke Hvilshøj havde fået en næse af Statsrevisorerne.

Lene Espersen mistede kortet.

Daværende justitsminister Lene Espersen overså i efteråret 2006 en knallertkører i et højresving og ramte hende. Lene Espersen påtog sig det fulde ansvar for uheldet.

Sådan greb spindoktoren ind: Hendes spindoktor Morten Langager greb den gyldne mulighed, der pludselig opstod samme dag, da Hoffet annoncerede, at kronprinsesse Mary ventede barn. Han udsendte straks en pressemeddelelse om dommen i forventning om, at den ville drukne i den massive medieinteresse for Marys graviditet, og det fik han ret i.

Sådan kunne det være gået: Var dommen blevet offentliggjort på et andet tidspunkt, havde den været dagens store historie og sat Lene Espersen i et dårligt lys.