Helle Thorning Schmidts mand Stephen Kinnock er ikke skattepligtig i Danmark. Her er afgørelsens ordlyd.

SKAT frikender Helle Thorning-Schmidts mand for at betale skat i Danmark. Han er ikke skattepligtig i årene 2007, 2008 og 2009, fordi han ikke bor i landet. Det fremgår af SKATs afgørelse i skattesagen, som Socialdemokraternes formand fredag citerer fra i sit brev til partifællerne. Her er SKATs afgørelse af Stephen Kinnocks skatteforhold, som Helle Thorning Schmidt har videresendt til sine partifæller pr. mail.

- Du er ikke fuldt skattepligtig for indkomstårene 2007, 2008 og 2009, da du ikke har taget bopæl her i landet efter kildeskattelovens paragraf 1, stk. 1, nr.1.

Det betyder med SKATs egne ord, at:

- Stephen Kinnock ikke anses for skattepligtig for 2007, 2008, og at skattepligtsforholdet for 2009 ændres fra fuld skattepligt til ingen skattepligt. Med afgørelsen slipper Stephen Kinnock for at betale 250.000 kroner, som han frivilligt deponerede i skat som a conto. Socialdemokraternes formand understreger, at ægtemanden vil betale skat, hvis han bliver fuldt skattepligtig i Danmark. Hun konstaterer, at "tvivlen er væk og påstandene tilbagevist". - Vi er glade for afgørelsen. For os er det helt afgørende at følge reglerne. Det mente vi, at vi gjorde. Det bekræfter Skat nu, skriver Helle Thorning-Schmidt. Helle Thorning-Schmidt vil ikke offentliggøre hele afgørelsen på ni sider, da der "indgår mange private oplysninger i den", skriver hun.