Regeringen forsøger at nærme sig Venstre og de Konservative og oprette et værn for uberettiget udbetaling af børnechecken. Regeringen vil se på, om børneydelsen kan udbetales bagudrettet.

Regeringen har rykket sig i sagen om den danske børnecheck og ser nu på muligheder for at opstille et værn mod uberettiget udbetaling af børnechecken til udenlandske EU-borgere med opbakning fra Venstre og de Konservative.

- Vi har i dag lagt et forslag på bordet i form af et konkret værn mod uberettiget udbetaling af børnecheck, siger skatteminister Morten Østergaard (R).

Han sad fredag formiddag for bordenden til forhandlinger med SF, Venstre og de Konservative for at drøfte regeringens lovforslag, der skal ensrette de danske regler for børnechecken med EU.

Konkret vil Morten Østergaard se på en ordning, der gør, at børnepengene skal udbetales bagudrettet, så det på den måde kan kontrolleres, at pengene udbetales til folk, der har boet og arbejdet i Danmark i minimum en måned, der er normalt praksis.

Morten Østergaard understreger, at parterne er enige om, at de nye regler skal kunne forenes med EUs regler.

- Jeg glæder mig over, at partierne lægger EU-retten til grund, siger han.

Udmeldingen fra skatteministeren glæder de to borgerlige partier.

- Vi betragter det som en åbning, at regeringen kigger nu er gået i tænkeboks, siger Venstre tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der mener, at der findes øvrige lande, hvor man er i stand til at omgås EUs regler for den frie bevægelighed. Et argument, som regeringen ellers gentagende gange har skudt ned.

De Konservative ser frem til at høre mere fra regeringen.

- Vi venter på, at regeringen kommer med konkrete udspil, siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K).

Der er endnu ikke planlagt nogle nye møder mellem parterne.