Naser Khader, der ikke blev genvalgt til Folketinget, skal fremover slå sine folder i både Washington og Mellemøsten

Naser Khader, der under Muhammed-krisen blev Danmarks mest populære politiker, røg ud af Folketinget ved valget på grund af den konservative krise.

Men han har allerede fundet et nyt, spændende job, og har samtidig besluttet ikke at genopstille og at sige endeligt farvel til dansk politik.

Læs også:

Det nye job er i en amerikansk tænketank i Washington.

- Jeg skal bl.a. rejse rundt i den arabiske verden og forske i ytringsfrihed og demokrati-udvikling. Det kommer også til at handle om konsekvenserne af det arabiske forår, siger Naser Khader.

Læs også:

Han fortalte selv for nylig på Facebook hvordan han havde haft mulighed for at holde en tale i det amerikanske Senat, og hvilken stor oplevelse, det havde været.

- Tænketanke bliver brugt meget mere aktivt i amerikansk politik end man gør i Danmark. Det nærmeste, man kan komme det er vel Etisk Råd, som politikerne lytter meget til.

- Men i USA lytter politikerne altså meget til tænketankene. Og USA er faktisk meget politisk korrekt. De har nogle diskussioner, der minder om dem, vi selv havde før Muhammedkrisen.

- I Minnesota har de f.eks. en koloni på 50.000 somaliere, og i sidste uge blev det så afsløret, at nogle af dem havde været til kamptræning hos Al-Shabab (somalisk sidestykke til Al-Qaeda, red.). Det er ret nyt man overhovedet diskuterer den slags. Men det er jo lige mig, og jeg er meget begejstret for de nye muligheder. Noget af mit arbejde vil også munde ud i en ny bog.

- Og sjovt nok savner jeg slet ikke at deltage aktivt i dansk politik. Jeg har slet ingen abstinenser. Jeg kan da godt savne udenrigsudvalget lidt. Men jeg savner slet ikke mundhuggeriet på Christiansborg. Jeg er egentlig vendt tilbage til det, det hele startede med for mig: Kampen for demokrati og frihed, siger Naser Khader.