Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, skulle have holdt 1. maj tale hos Socialdemokraterne i Give i dag.

Men det viste sig at være så kontroversiel en beslutning, at arrangementet blev aflyst.

Her er den tale, som Kristian Thulesen Dahl ville have holdt, hvis han havde fået lov:

Kære alle,

Tak for invitationen! Jeg blev overrasket, men oprigtig glad for at blive inviteret.

Overrasket fordi det er Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der inviterer Dansk Folkeparti indenfor.

Men oprigtig glad, fordi jeg ser invitationen som en udstrakt hånd. En hånd som jeg gladelig tager imod. Jeg mener nemlig, at vi bør have noget vigtigt til fælles.

At vi gerne vil lytte til hinanden! At der ikke her er nogen, der med fløjter prøver at sabotere taler af folkevalgte og andre. Nej, vi vil i fællesskab den gode demokratiske dialog, hvor man lytter til hinanden og tager debatterne. Det er denne rummelighed, vi ønsker i det danske samfund – og det er den rummelighed, I viser ved bl.a. at give mig plads på talerstolen i dag. Tak for det!

I dag er det dagen, der som regel bliver betegnet som ”arbejdernes internationale kampdag”. Sådan har det været her i Danmark siden 1890. Arbejdernes internationale kampdag har altså 124 år på bagen herhjemme. Den er traditionsrig, og den formår at vække stærke følelser. Det forstår jeg godt, for det handler om noget så vigtigt som at stå sammen, kigge fremad og finde løsninger på de udfordringer, danske arbejdstagere har.

For det er vigtigt at slå fast, at dagen i dag handler om lønmodtagernes interesser. Ikke om partipolitik, personfnidder og pegen-fingre. Dagen i dag bør handle om i fællesskab at kæmpe for noget. Vi skal se på de ting, der binder os sammen, så vi i det mindste på de områder kan sætte os ned og nå frem til en bred enighed om løsninger, der kommer lønmodtagerne til gavn. Vi skal ikke bruge tiden på kunstige konflikter og konstant søge ballade og uenighed. Derfor vil jeg gerne fokusere på de ting, som jeg føler mig overbevist om, at vi bør kunne finde sammen om.

Og jeg mener bestemt, at det er muligt med et bedre samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Den vurdering står jeg jo heller ikke alene med. Eksempelvis har to unge, men højt profillerede socialdemokrater, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard i en stort opsat kronik i Politiken for få måneder siden meldt ud, at det vil være klogt for Socialdemokratiet at se samarbejdets vej noget oftere. Baggrunden var, at det var lykkedes for bl.a. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at finde sammen i Hvidovre kommune.

Eksempelvis om at sikre alsidig dansk mad i kommunens institutioner. Her var S og DF altså enige om, at fremmed madkultur ikke må erstatte dansk madkultur, og så fandt man sammen en løsning. Det er selvfølgelig kun et eksempel - en begyndelse - men skribenterne ønskede, at deres parti oftere gik den vej i forhold til Dansk Folkeparti. Jeg håber det samme.

At vi i fremtiden ser mere af den slags både i kommunerne men så sandelig også på Christiansborg. Det kræver selvfølgelig, at vi ikke blot er enige om udfordringerne, men også kan tale os til rette om løsningerne.

For udfordringerne er mange og åbenbare. Lad mig give nogle eksempler:

I forhold til EU ser vi, at den frie bevægelighed betyder pres på danskere – både i forhold til lønnen og arbejdsvilkårene i øvrigt. Det presser naturligt nok den samfundsindretning, vi ellers har i Danmark.

Jeg er overbevist om, at hvis vi ikke gør noget markant, så har vi kun set begyndelsen af det, der kan udvikle sig til en regulær katastrofe for danske lønmodtagere. Vi oplever allerede nu løntrykkeri - social dumping. Vi har allerede ca. 90.000 registrerede arbejdere fra det tidligere Østeuropa. De fleste arbejder, mens danskere så går ledige. Og oven i de 90.000 kommer så de ikke-registrerede, som vi af gode grunde ikke ved, hvor mange der er af.

Hvis vi nu tager et erhverv som det gode chauffør-erhverv, så må vi konstatere, at der bliver færre og færre indenfor erhvervet med dansk pas.

Det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet, Ole Christiensen, og formanden for 3Fs transportgruppe slog for nyligt i et indlæg fast, at den er helt gal.

Siden 2008 har Danmark mistet ikke færre end 8000 chaufførjobs. Det er EU’s regler, der giver unfair konkurrence og massiv social dumping på vores veje, lyder det fra de to.

Det er gennem cabotageordningen, at blandt andre filippinere i stor stil kommer til Europa og kører lastbil til en takst og under arbejdsforhold, hvor ingen europæiske chauffører kan eller vil være med.

Socialdemokraten og 3F’eren peger også på, at der i Danmark kører østeuropæiske chauffører rundt i længere perioder, men som får lav løn og arbejder under kummerlige forhold. Men problemet er, at EU forhindrer Danmark i for alvor at gøre noget ved problemet.

Så selvom vi i Danmark har strammet op overfor carabotage-kørsel, tyder meget på, at EU underkender de danske regler. Derfor bliver et opgør med tænkningen i EU også nødvendig, for at kunne gøre det rigtige! Vi skal simpelthen have større frihed til at skride ind overfor uacceptable og konkurrenceforvridende forhold.

Det er netop derfor, at vi i Danmark skal alliere os med lande i EU, der har samme udfordringer, som vi har i Danmark. For EU-systemets integrationsiver presser vores velfærdsmodel og presset ser kun ud til at vokse i styrke.

Aktuelt taler vi i Danmark om den alt for nemme adgang for EU-borgere til SU, dagpenge og børnecheck. En rapport fra den tidligere regering udpegede mere end 120 velfærdsydelser, som vurderes kan være mulige at få fat i – også i mange situationer selvom man ikke bor i Danmark.

Det er altså mange og man behøver ikke være økonom ansat i et ministerium for at se, at det kan gå grueligt galt for vores allesammens velfærdssamfund.

Derfor er det netop så godt, at lande som Tyskland og Storbritannien viser vejen og åbner for en diskussion om, hvordan vi får gjort noget ved problemet.

I Storbritannien har man igangsat en kulegravning af, på hvilke områder man skal kræve bestemmelsesretten tilbage fra EU. En folkeafstemning kan være på vej. Danmark bør gå i Storbritanniens fodspor. Vi bør lave vores egen gennemgang og kræve retten til at regulere tilbage. Til gavn for de danske lønmodtagere og det danske velfærdssamfund.

I det hele taget er jeg overbevist om, at den danske arbejder har meget at vinde, hvis DF og Socialdemokratiet nærmer sig hinanden. Ja, man kan endda sige, at alle danskere har noget at vinde, hvis vi bliver bedre til at lægge Christiansborg-fnidderet væk og i stedet koncentrerer os om at finde fælles fodslag, når vi kan. Det sker allerede i en række kommuner, at man har lagt vanetænkningen på hylden, og jeg er sikker på, at det en dag også i langt højere grad kommer til at ske på Christiansborg.

Hvad med om vi satte os sammen og fandt en fornuftig model for kædeansvar?

Altså sikre at man ikke kan spekulere i at vinde et stykke arbejde, fordi man ved, at man efterfølgende kan hyre underentreprenører til en lav løn og på dårlige arbejdsvilkår.

10 lande i Europa har indført en form for kædeansvar, men indtil nu har regeringen afvist en dansk model. Er tiden ikke kommet til, at vi er nødt til at sikre os.

At et kædeansvar – som i den optimale verden selvsagt ikke ville komme på tale – i dag på grund af de østeuropæiske lande i EU er blevet et nødvendigt værn for danske lønmodtagere og virksomheder, der ønsker at fungere på ordentlige vilkår? Er det ikke et oplagt samarbejdsområde for vore partier? Det synes jeg!

Nu sker det jo selvfølgelig også allerede engang imellem, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet faktisk finder sammen i Folketinget. For eksempel har vi i Dansk Folkeparti været med i forliget om Togfonden, der har flyttet oliepenge over til en bedre kollektiv trafik. Der er tale om en stor aftale – 27 mia. kr - der forhåbentlig kan betyde bedre togdrift til gavn for rigtig mange danskere.

Men der er desværre ingen tvivl om, at mange gode viljer og meget godt samarbejde går tabt i taktik og strategi. Men jeg vil ikke i dag fokusere på alt det negative. Jeg vil i stedet glæde mig over, at der helt givet også er mange gode kræfter i Socialdemokratiet, der på et tidspunkt vil sikre, at vores to partier vil fokusere på muligheder frem for uenigheder.

Jeg er overbevist om, at det er ønsket hos mange danskere, der ikke helt forstår, hvorfor politikere og partier bruger meget af deres energi på at bekrige hinanden i stedet for at arbejde konstruktivt og finde løsninger til gavn for Danmark og danskerne.

Så til alle jer, der har været så venlige at lytte til mig, vil jeg slutte med at understrege, at jeg glæder mig over at være netop her – netop nu. For denne mulighed for at tale for jer er en vigtig del af den brobygning, som jeg håber, kan ske mellem vores to partier. For når vi nu begge gerne for eksempel vil bekæmpe social dumping og sikre vores velfærd, så lad os da gøre det i fællesskab.

Det er mit ønske og mit håb!