Live-tv-sendingen er slut.

Regeringspartierne, SF og Enhedslisten er nu blevet enige om en finanslovaftale for 2015.

Partierne har i de seneste dage annonceret en række delaftaler, der blandt andet afsætter flere penge til ældre, børn og de ledige, ligesom der også er afsat ekstra penge til sundhedsområdet, natur og klima.

Læs også:

- Aftalen er økonomisk ansvarlig, skaber flere job og vækst, siger finansminister Bjarne Corydon (S).

Onsdag faldt de sidste brikker på plads, da SF og Enhedslisten gik med til at afskaffe den gensidige forsørgelsespligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere og indføre en ny redningspakke for ledige, der falder ud af dagpengesystemet.

Forhandlingerne blev indledt 6. oktober i Finansministeriet, og siden er parterne langsomt nået hinanden nærmere. De seneste er der landet flere delaftaler, som alle har peget frem mod den samlede aftale, der præsenteres torsdag klokken 12.

Der er sat flere penge af til sundhedsområdet, en velfærdspakke rettet mod børn og ældre, håndteringen af flere asylansøgere, miljø og klima, social dumping og almene boliger.

To af de store stridspunkter har været udviklingsbistanden, hvor regeringen har barberet en milliard kroner af de foreslåede 2,5 milliarder i besparelse, og så dagpengespørgsmålet.

Regeringen er gået med til at sløjfe den gensidige forsørgelsespligt, som regeringen indførte med kontanthjælpsreformen fra 2013, som skal give samlevende danskere pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene ender på kontanthjælp. SF og Enhedslisten har kritiseret ordningen, som nu ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger udfases over en toårig periode.

Regeringens nye redningspakke vil ifølge Berlingske rettes mod ledige, der ikke er berettiget til eksempelvis dagpenge, kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse. Til gengæld vil modtagerne af den nye ydelse skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Med finanslovaftalen får Enhedslisten og SF dermed ikke gennemført deres krav om en væsentlig ændring af VK-regeringens omstridte dagpengereform fra 2010, der halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og som samtidig fordoblede genoptjeningsperioden fra 26 til 52 uger. SF og Enhedslisten har krævet, at den ændrede genoptjeningsperiode sløjfes, men det har regeringen nægtet.

Regeringen har ifølge Berlingske også afvist at forlænge den midlertidige arbejdsmarkedsydelse, som frem til 3. juli 2016 skal udgøre et sikkerhedsnet under de tusindvis af ledige, der mister deres dagpengeret.

Fakta: Det kommer finansloven til at indeholde:

Udviklingsbistanden:

Der skal spares i alt 1,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden for at finde penge til det stigende antal asylansøgere i Danmark. Penge tages primært fra projekter rettet mod erhvervsområdet.

Sundhedsaftalen:

Der afsættes 1,5 milliarder kroner ekstra til sundhedsområdet over de kommende fire år på finansloven for 2015. Heraf er det kun 100 millioner, der skal bruges i 2015, mens beløbet øges i årene efter. Af dem skal de 50 millioner bruges til at få patienter væk fra gangene på sygehusene, og 35 millioner skal bruges til at lette presset på fødegangene, sådan som Enhedslisten har ønsket sig.

Velfærdspakken:

En velfærdspakke på 1,6 milliarder kroner, hvor partierne vil øremærke én milliard kroner til at ansætte ekstra pædagoger i børnehaver og vuggestuer. Pakken indeholder også blandt andet et såkaldt hjemmehjælps-klippekort til de svageste ældre.

Asylområdet:

Der afsættes næste år 250 millioner kroner til at hjælpe kommunerne med det stigende antal asylansøgere, der kommer til Danmark.

Miljø- og klimaområdet:

En milliard kroner afsættes til at sikre mere økologi, en styrket indsats for naturen, flere grønne arbejdspladser og mindre CO2-udledning. Aftalen skal blandt andet bringe Danmark tættere på målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2020 set i forhold til niveauet i 1990.

Social dumping:

Der afsættes 120 millioner kroner over de næste fire år til at sætte hårdere ind mod virksomheder, som lader udlændinge arbejde på dårlige vilkår og lønninger. Med pengene skal SKAT, Arbejdstilsynet og politiet lave dobbelt så mange aktioner mod social dumping.

Almene boliger:

Aftalen betyder, at storbykommuner fremover kan kræve, at hver fjerde nybyggede bolig er en almen bolig. Samtidig kan der ydes ekstralån for en halv milliard kroner, så huslejen er til at overkomme for almindelige lønmodtagere.

BNB