Lige nu figurerer der to løsningsmodeller på den vanskelige kabale om de tre EU-topposter, der skal besættes i den nærmeste fremtid.

EU-topmødet på torsdag og fredag i denne uge ventes at udpege Jean-Claude Juncker til ny formand for EU-Kommissionen. Han kommer fra Luxembourg, hvor han i en årrække var konservativ statsminister.

I den første af de mulige modeller bliver italieneren Enrico Letta formand for Det Europæiske Råd, i daglig tale EU-præsident. Bulgareren Kristalina Georgieva kan blive udenrigstalsmand.

I den anden model kan posten som EU-præsident gå til Helle Thorning-Schmidt og posten som udenrigstalsmand til polakken Radoslaw Sikorski.

Det smukke ved de to modeller er, at de begge tilgodeser den delikate balance mellem partifarve, køn og geografi, der spiller så stor en rolle, hvis alle 28 lande i EU skal kunne sige god for den.