Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) vil nu tydeliggøre retningslinierne for fotografering i folketingssalen. Det sker efter at to politikere har brugt talerstolen og formandens stol som kulisse til deres selfies.

Pia Kjærsgaard siger i et interview, som BT bringer mandag, at de to fotos er udtryk for mangel på respekt for Folketingets talerstol.

Se de to fotos her og døm selv.

Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fik besøg i Folketinget af de to tv-værter Adam og Noah bag satireprogrammet »Hvad sker der, dansker?«. Det resulterede i denne selfie fra Folketingets formands stol, og det bryder Pia Kjærsgaard sig ikke om. 

Vis mere

Det ene foto har Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen lagt ud på sin facebook-profil 29. september. Det viser hende stående ved formandens stol sammen med DR2’s mørklødede selfiereportere Adam og Noah, som er værter på satireprogrammet »Hvad sker der, danskere?«

»På det her billede har vi midlertidigt overtaget Pia Kjærsgaards formandsstol. Og jeg synes sådan set, de unge mænd klædte den meget godt,« skrev hun i teksten til selfien.

Yildiz Akdogan (S) fik taget dette foto som led i en kampagne for at markere 100-årige for kvindernes valgret. (Foto: Sofie Pihl)
Yildiz Akdogan (S) fik taget dette foto som led i en kampagne for at markere 100-årige for kvindernes valgret. (Foto: Sofie Pihl)
Vis mere

Det andet foto forestiller socialdemokraten Yildiz Akdogan. Står det til Pia kjærsgaard, må hun ikke lade sig fotografere siddende på talerstolens bord med benene ude over kanten. Det er i strid med god stil, mener Pia Kjærsgaard.

Yildiz Akdogan afviser, at fotoet er udtryk for disrespekt overfor Folketinget.

»Tværtimod. Det er et fint kunsterisk billede taget til en serie om »Kvinde, kend din plads« op til 100-året for kvindernes valgret. Læg mærke til at jeg har taget skoene af og kigger op. Dette billede opfordrer til ydmyghed, og jeg er ked af, hvis det kan opfattes som disrespekt. Sådan er det slet ikke ment. For mig er mit valg til Folketinget realiseringen af den danske drøm. Jeg er datter af en grønthandler og den eneste kvinde i Folketinget med en anden etnisk baggrund,« siger Yildiz Akdogan.