I en kronik fremlægger den nyudnævnte SF-formandskandidat sine visioner og holder fast i regeringens reformkurs.

Bliver Astrid Krag valgt som formand for SF, vil hun fastholde partiets tilslutning til regeringens reformkurs. Det lægger sundhedsministeren og formandskandidaten op til i en kronik i dagens Politiken.

- Venstrefløjen skal ikke nøjes med at kritisere, men forpligte sig på at levere konkrete politiske alternativer. Jeg er reformsocialist, skriver Astrid Krag i kronikken.

Hun uddyber over for Politiken:

- Vi har et meget stort ansvar for, at Danmarks økonomi hænger sammen, også i fremtiden. Jeg synes ikke, der er noget socialistisk ved at overlade en ramponeret økonomi. Så skal vi også tage ansvar for, at økonomien er solid. Det er god socialistisk politik, at pengene skal stemme.

Dermed lægger formanden op til, at regeringens reformpolitik skal bevares på trods af de sammenstød, den har forårsaget med støttepartiet Enhedslisten.

- Jeg tror ikke på den tilgang, at kan man ikke få hele pakken, så hellere sige nej end ja til det halve, skriver Astrid Krag.

Hun fremlægger tre veje, som hun vil følge SF ud ad som partiets formand: Lige muligheder, grøn omstilling og sund økonomi.

- Omfordelingskampen er ikke slut, og kampen for lige muligheder er først lige skudt i gang, skriver sundhedsministeren, som vil modernisere samfundet, så det går fra at være et »sikkerhedsnet« til et »springbræt« for danskerne.

- Grøn omstilling af hele vort samfund er ikke et valg, vi har. Det er en bunden opgave, skriver hun om sit fokus på en grøn omstilling, som skal sikre, at »vores børn og børnebørn også skal kunne drikke rent vand af hanen og nyde den danske natur«.

Astrid Krag bruger også spalteplads til at lange ud efter de borgerliges økonomiske politik.

- Vi kan og skal ikke konkurrere på at have de laveste lønninger, den laveste selskabsskat eller den mindste offentlige sektor. Det er en taberstrategi, skriver hun og lægger i stedet op til en grøn omstilling af økonomien med en »effektiv regulering og demokratisk kontrol med finansmarkederne«.