Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen afslører nu, hvad han fremover skal bedrive tiden med, efter han i sidste uge sagde farvel til jobbet som generalsekretær for NATO efter fem år på posten.

Anders Fogh Rasmussen fortæller i et interview med Berlingske, at han bliver selvstændig og starter sin egen konsulentvirksomhed, »Rasmussen Global«, hvor han som leder vil rådgive internationale virksomheder.

Ud over konsulentfirmaet er han i gang med at skrive en politisk bog, der primært henvender sig til det amerikanske publikum. Desuden bliver han en flittig foredragsholder.

Fakta: Anders Fogh Rasmussen

Født 26. januar 1953 på Holmegården i Ginnerup

Udpeget til generalsekretær for NATO 4. april 2009. Dagen efter trådte han tilbage som dansk statsminister, og 1. august samme år tiltrådte han som generalsekretær.

30. september trådte Anders Fogh Rasmussen tilbage som generalsekretær for NATO, og 1. oktober 2014 opretter han sin egen konsulentvirksomhed, »Rasmussen Global«.

Tidligere politiske poster:

Statsminister 2001 - 2009

Skatteminister 1987-1990 samt økonomi- og skatteminister 1990-1992.

Landsformand for Venstre 1998-2009

Medlem af Folketinget for Venstre 1978-2009

Kilde: rasmussenglobal.com