Det er nyt, grønt - og ja - alternativt, og nu er det i Folketinget. Uffe Elbæks parti, Alternativet, overraskede alle ved at sætte sig på hele ni mandater ved valget.

Det siges, at grøn er håbets, det levende og vækstens farve. Og ovennævnte må siges at passe relativt godt på det nystiftede parti Alternativet, der høstede 4,8 procent af stemmerne ved torsdagens valg, og som dermed kommer i Folketinget med hele ni mandater.

Partiet, som brander sig på netop at være »et alternativ« til de eksisterende partier, har med et neongrønt kendetegn i form af partibogstavet »Å« særligt gjort sig bemærket på gader, stræder, skærme og sociale medier, siden det i februar sikrede sig nok vælgererklæringer til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Det skete knap halvandet år efter, at partiets politiske leder, Uffe Elbæk (Å), og spidskandidat Josephine Fock (Å) i november 2013 præsenterede tankerne og ambitionerne bag Alternativet som nyt politisk parti.

Partiet, som ønsker at gøre »Danmark det bedste land for verden«, har gennem valgkampen ytret sine visioner om blandt andet at indføre både en 30 timers arbejdsuge, et nyt vækst- og BNP-begreb samt at gøre dansk landbrug 100 procent økologisk inden 2040.

Med den tidligere radikale kulturminister, iværksætter og kaospilot Uffe Elbæk i spidsen har partiet torsdag sikret sig ni af sæderne i folketingssalen - det er flere end både de Radikale, SF og de Konservative.

Og glæden var da heller ikke til at tage fejl af, da valgresultatet lå klar torsdag aften.

»Der er mange i løbet af den her valgkamp og de sidste to år, der ikke har troet på os. Der var mange, der mente, at vi var dødfødte fra starten. Der var sågar en chefredaktør fra en større københavnsk formiddagsavis, der skrev: »Uffe Elbæk: Jorden kalder«. Ja! Jorden kalder! Og vi hører den,« sagde den politiske leder i sin sejrstale til partiets valgfest på Papirøen i København.

»Jeg håber, I vil være med til at skrive et nyt kapitel. At vækst ikke kun er økonomi men også kulturel og empatisk vækst. Vi skal finde ud af, hvordan vi skaber en økonomi, hvor vi bruger færre af jordens ressourcer samtidig med, at vi får et sjovere og mere kreativt liv hver især,« lød det fra Uffe Elbæk.

Alternativets grønne visioner om et bedre Danmark har fra start fået eksperter til at sætte spørgsmålstegn ved partiet. Torsdag måtte valgforsker og professor Robert Clemmensen fra Syddansk Universitet således erkende, at kraften i det neongrønne Å er stærkere end først antaget.

»De har vitterligt været et alternativ. De har levet op til deres navn, og folk har villet have det,« lød det fra valgforskeren.

Alternativet stillede op til folketingsvalget med i alt ti spidskandidater i hele Danmark.

Øverst i tv-klippet kan du se pressemødet, hvor Uffe Elbæk præsenterede sit nye parti tilbage i november 2013.