Regeringstoppen og Venstre-ledelsen forhandlede intenst bag linjerne forud for det historiske skatteforlig.

Da finansminister, Bjarne Corydon (S), fredag aften klokken 19.02 - kun fire timer efter forhandlingerne med V og K, var gået i gang - kunne åbne dobbeltdøren til finansministeriet og kundgøre, at regeringen havde indgået »et historisk skatteforlig« med Venstre og de konservative, kom det som en bombe for alle.

Men forud for forliget var der blevet arbejdet intenst på, at Venstre skulle stemple ind i forhandlingerne igen. Forarbejdet var signeret økonomi- og erhvervsminister Margrethe Vestager og Venstres Claus Hjort Frederiksen. De var i tæt kontakt i dagene op til Venstres officielle tilbagevenden til forhandlingerne. Det viser en sms-korrespondance mellem de to toppolitikere, som Politiken har fået aktindsigt i.

De hemmelige SMS-kontakt foregik, mens Enhedslisten - intetanende - sad og nærmede sig slutningen på nogle forhandlinger, de var overbevist om, ville ende med et forlig med regeringen. Men mod slutningen kastede Margrethe Vestager sig ud i et sidste forsøg på at få Venstre tilbage til forhandlingsbordet. Det gør hun i en SMS sendt direkte til Venstres chefstrateg, Claus Hjort: »Hej Claus, jeg hører så meget, men vil gerne tale direkte med dig om skat. Det haster. Kan du ringe til mig«, skriver hun.

En SMS Hjort Frederiksen lynhurtigt svarer tilbage på:

»Kære Margrethe. Først kommet hjem nu. Rent privat anliggende. Ringer til dig om et kvarters tid. Giv melding, hvis det ikke passer. Sig ellers hvornår. Claus«.

Nogenlunde samtidig gik den konservative partileder, Lars Barfoed, ud offentlig og tryglede storebror Venstre om at vende tilbage til forhandlingerne. Noget de fleste kommentatorer vurderer kun har været med til at sætte endnu mere pres på Venstre.

Imens Barfoed trygler og den hemmelige kontakt mellem de Vestager og Hjort er på sit højeste, er Venstres formand, Lars Løkke, stadig – for øvrigt sammen med statsminister Thorning og SF-formand Søvndal – til klimatopmøde i Rio. Her har Løkke tidligere forsøgt at komme til at forhandle skat direkte med statsministeren. Uden held. Men nu kaster også han sig direkte ind i forhandlingerne. I et brev til Vestager, advarer han regeringen mod at indgå forlig med Enhedslisten:

»Først og fremmest vil det være ærgerligt, hvis regeringen ender med at lave en skatteaftale med Enhedslisten. (…) Derfor vil vi selvfølgelig gerne fortsætte den uformelle dialog, men vi kan ikke gå i gang med formelle forhandlinger, før vi får et klart signal fra regeringen om, at I er indstillede på at imødekomme os på nogle af de mest centrale punkter«, skriver han blandt andet.

’Fortsætter gerne dialog’

Vestager reagerer hurtigt. Og positivt. I en sms til Hjort kvittere hun for brevet.

»Hej Claus. Umiddelbart har jeg svært ved at se, hvor det adskiller sig fra jeres tidligere krav. Men jeg forstår, at en sænkning af marginalskatten er afgørende for jer. Vi vil gerne åbne for en diskussion om marginalskatten, men en forudsætning vil være, at rentefradraget bliver på bordet. Ellers bliver underfinansieringen for voldsom og skævheden for stor. Lad mig høre, hvad du tænker«.

Sms’en sender hun torsdag aften kl. 19.06. Det er præcis samtidig med, at Løkke toner frem på tv og siger, at Venstre er klar til at sende et forhandlingshold til Corydon og finansministeriet i et ”sidste forsøg”, på at nå en aftale, som han udtrykke det.

Mindre end et døgn senere var aftalen på plads.

... og så siger man, at politik er kedeligt!