Billeder af en storgrinende Helle Thorning-Schmidt, der hygger sig med USA's præsident, Barack Obama, til en mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Sydafrika, går i disse timer verden rundt på sociale medier og netaviser.

Det amerikanske medie USA Today skriver blandt andet om et billede, hvor den danske statsminister rykker tæt sammen med den britiske premierminister, David Cameron, og Barack Obama, da hun skal tage et billede af trekløveret med en mobiltelefon. 

USA Today er dog ikke helt sikre på, hvem den blonde kvinde på billedet er. 

- Vi er heller ikke sikre på, hvem den anden person på billedet er - AFP's billedtekst identificerer hende ikke - men det ligner den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt meget, skriver mediet.

Et andet billede viser, hvordan den amerikanske præsident smilende klapper en grinende Helle Thorning-Schmidt på skulderen, mens den amerikanske førstedame, Michelle Obama, skulende følger det muntre optrin.

Til sidst byttede førstedamen plads med sin mand, så Barack Obama ikke længere sad ved siden af den danske statsminister. Om det skyldes, at Michelle Obama fik nok af den løsslupne stemning, melder historien ikke noget om.

  

Hvad mener du? Er det en passende opførsel til en mindehøjtidelighed? Deltag i debatten.