Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, indrømmer, at hun i efteråret 2009 gav Justitsministeriet forkerte oplysninger om sin ægtemand, Stephen Kinnock.

Det indrømmer hun i en mail til Ritzau. Fejlen gælder hendes ægtemand, Stephen Kinnock, oplyser hun. - De oplysninger, der i efteråret 2009 blev sendt til Justisministeriet vedr. min mands tilskødning af vores ejendom, har vist sig ikke at være præcise. Det var en sløset fejl, som jeg naturligvis beklager, skriver Helle Thorning-Schmidt. Indrømmelsen kommer efter at B.T. i dag kunne afsløre, at Socialdemokraternes formand har givet direkte modstridende oplysninger om, hvor ofte hendes mand Stephen Kinnock opholder sig i Danmark. I juli slog Helle Thorning-Schmidt fast, at Stephen Kinnock, der bor og arbejder i Schweiz, kun er hjemme i Danmark 33 weekender om året. Det skete i forbindelse med den såkaldte ”skattesag”, hvor Thorning igennem længere tid hævdede, at hendes mand ikke var skattepligtig i Danmark, fordi han kun sjældent var i Danmark. Oplysningen om de 33 weekender står dog i direkte modstrid til en mailkorrespondance mellem Helle Thorning-Schmidt og justitsministeriet. B.T. kan torsdag citerer fra mailen, hvor Helle Thorning-Schmidt skriver: - Min mand er i Danmark hver weekend fra fredag til mandag hele året rundt. Baggrunden for mailen er, at Stephen Kinnock ønsker en særlig tilladelse til at stå som medejer af Thornings hus i København. Og her er det altafgørende med en så tæt tilknytning til Danmark som muligt Hun lover nu at rette fejlen i mailen til Justitsministeriet. - Vi vil nu tilsende Justitsministeriet den endelige opgørelse af min mands ophold i Danmark. Om det får konsekvenser for Justitsministeriets tidligere afgørelse, vil vi lade være op til Justitsministeriets samlede vurdering af de afgivne oplysninger, skriver Helle Thorning-Schmidt.

KAN HELLE THORNING STADIG BLIVE STATSMINISTER? HVAD MENER DU? KLIK HER OG DELTAG I DEBATTEN