Statsminister Helle Thorning-Schmidt presses fra alle sider for at ændre på dagpengereglerne. Berlingskes kontakt med 30 socialdemokratiske folketingsmedlemmer afslører, at over halvdelen - 18 - ønsker reglerne lempet.

Der lå en mørk skygge over Socialdemokraternes sommergruppemøde i denne uge. Mødet, der var henlagt til LO-skolen i Helsingør, skulle ellers have været rammen om et optimistisk afsæt ind i denne regerings­periodes sidste folketingsår, skriver Berlingske.

Men i stedet blev mødet præget af den splittelse i den socialdemokratiske folketings­gruppe, der er i dagpengespørgsmålet - SR-regeringens evige akilleshæl.

Beskeden fra de øverste lag i partiet til de menige folketingsmedlemmer var ellers klar og utvetydig. Gruppeformand Henrik Dam Kristensen (S) indledte og indskærpede over for gruppen, at man frem mod et valg først og fremmest bør holde sammen - også om dagpengespørgsmålet. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tog over: Der er ikke noget at komme efter på denne side af et valg - regeringen har gjort det, den kan, med en mildere indfasning af dagpengereformen og en nedsættelse af en dagpengekommission.

»Elastikken er trukket til det yderste,« lød rationalet fra ledelsen, som et anonymt gruppemedlem udtrykker det.

Alligevel tog adskillige kritiske social­demokrater ordet for at understrege, at partiet ikke kan holde til ikke at gøre yderligere.

Og i den 47-mand store socialdemokratiske folketingsgruppe er ønsket og håbet om lempelser på dagpengeområdet da også langt fra opgivet.

Berlingske har gennem de seneste dage - efter sommergruppemødet - talt med 30 medlemmer af den socialdemokratiske ­folketingsgruppe. Af dem tilkendegiver flere end halvdelen - 18 - nu, at de, udover det der allerede er gjort, ønsker lempelser på dagpengeområdet. Og flere peger på finansloven som en oplagt mulighed.

»Jeg mener, at vi i forbindelse med den kommende finanslov skal erkende, at det, som de Radikale, Dansk Folkeparti og VK blev enige om, er alt for stramt. Vi skal have rettet op på den skade, der er sket,« siger et centralt socialdemokratisk folketings­medlem, der ønsker at være anonym.

Og flere, der alle udtaler sig under aftale om anonymitet, er enige i, at der bør ske ændringer inden et valg.

»Sandheden er, at situationen har ændret sig, og så bliver man nødt til at tage bestik af den. Det er ikke så svært. Hvis vi skal genvinde befolkningens tillid til partiet, så bliver vi nødt til at føre socialdemokratisk politik,« siger et folketingsmedlem.

»Det ville være klogest, hvis vi handlede her og nu. Vi kan ikke vente. Problemet med dagpenge kan desværre ikke tales ned,« siger endnu et S-gruppemedlem.

En anden del af den socialdemokratiske folketings­gruppe finder det helt politisk urealistisk at gøre mere for de omkring 40.000 personer, der indtil videre har mistet retten dagpenge.

»Man er politisk tonedøv, hvis man ikke har forstået, at der ikke er mere at gøre,« lyder det fra endnu et anonymt medlem.

Denne gruppe hæfter sig ved, at der er sikret forsørgelse til personer, der mister dagpengeretten, samt at der er nedsat en dagpengekommission, der skal komme med anbefalinger til en modernisering af hele dagpengesystemet.

På trods af de klare afvisninger af muligheden for at ændre noget på dagpengene inden et valg og en kommission ulmer et opgør med linjen i S-toppen, der tilsyneladende har accepteret, at regeringsgrundlaget og de Radikales holdninger er støbt i beton.

»Selv om vi har lavet en ed med de Radikale, må man alligevel kunne finde en eller anden løsning. Det må være muligt at lave en model, hvor også de Radikale kan få noget,« siger et gruppemedlem.

Ønsket og desperationen er blevet større, fordi de seneste uger har vist, at dagpenge­spørgsmålet på ingen måder er kvaler, Socialdemokraterne har lagt bag sig.

Allerede forrige søndag, da statsministeren vendte hjem fra sommerferie og kategorisk afviste enhver ændring, blev uroen antændt i folketingsgruppen, fagbevægelsen og hos støttepartierne.

I denne uge er problemerne så taget til i styrke. De tidligere regeringspartnere, SF, udløste raseri i S og R, da partiet valgte at skyde en storstilet kampagne i gang. Under overskriften »Uret tikker« krævede SF lempelser af særligt genoptjeningskravet på 52 uger for de mennesker, der mister retten til dagpenge og ønsker at vende tilbage til systemet.­

Det fik erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) til at sende en bredside mod SF, som han mente var klatret op i træet til regeringens andet støtteparti, Enhedslisten.

Yderligere brænde til bålet blev lagt, da den åndelige fader til dagpengereformen, Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl (DF), slog fast, at hans parti også ønsker lempelser af dagpengereglerne - og hvis det ikke kan ske under en socialdemokratisk ledet regering, lod Thulesen Dahl forstå, at DF er villig til at kræve et konjunktur­afhængigt dagpengesystem af en eventuel kommende borgerlig statsminister i skikkelse af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V).­

Selv Lars Løkke Rasmussen var i et interview med Ugebrevet A4 i går ude og antyde, at han da gerne kigger på dagpengesystemet.

»Jeg har ikke den tilgang til nogen reformer, at de ligesom står mejslet i granit og aldrig kan justeres. Og jeg kan da godt få øje på elementer af vores dagpengesystem, som ideelt set kunne være anderledes,« sagde Løkke Rasmussen til A4. Han understregede dog klart, at reelle lempelser, der koster i forhold til arbejdsudbud eller samfunds­økonomi, ikke er på tapetet.

Dermed fremstod statsminister Helle Thorning-Schmidt i denne uge i offentlig­heden reelt som en af de eneste standhaftige, der udelukker, at det er muligt at ændre den dagpengereform, som Socialdemokraterne stemte i mod, da den i 2010 blev vedtaget af Venstre, de Konservative og DF og de Radikale­.

Dog havde fagbevægelsens top i skikkelse af LOs formand Harald Børsting set skriften på væggen, og efter et ifølge kilder uforsonligt og barsk møde mellem S-gruppen og fagbevægelsen i Helsingør slog Børsting til lyd for, at man nu fokuserede kræfterne i andre politiske kampzoner.

Alligevel viser antallet af utilfredse gruppe­medlemmer, at strategien og afvisningen af den mindste lempelse ikke er accepteret ud i alle socialdemokratiske geledder.

Til oplysningerne om, at der trods statsministerens klare meldinger, stadig er en betydelig andel i partiets folketingsgruppe, der ikke er enige i partiets linje, siger gruppeformand Henrik Dam Kristensen.

»Vores sommergruppemøde viste, at der er stor harmoni i vores gruppe. Selvfølgelig er der en debat om, hvordan man løser det her problem fremadrettet. Jeg forstår det her som et ønske om forbedringer. Men sandheden er, at vi allerede har gjort meget. Nu har vi en kommission, og den holder vi fast i, og så får vi, når tid er, mulighed for at gøre de her ting om,« siger Dam Kristensen.

Tidligere på ugen gjorde den social­demokratiske erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen det også klart, at Socialdemokraterne, hvis de kunne, ville ændre dagpengesystemet. Men fordi de Radikale satte foden i på netop dette punkt, da man forhandlede regeringsgrundlag for tre år siden - og fordi en aftale er en aftale - er der intet at komme efter inden et valg, lod Sass Larsen forstå.

Derfor taler flere medlemmer i Socialdemokraternes folketingsgruppe nu om, at partiet efter en finanslov, men før et valg, kunne finde et kompromis, der tillader en mere offensiv linje i dagpengespørgsmålet i en valgkamp.

Her er analysen fra personer i partiets top, at det kan være nødvendigt for Social­demokraterne at distancere sig fra de Radikale i dagpengespørgsmålet i valgkampen.

På samme vis, som den radikale leder, Margrethe Vestager (R), på de Radikales sommer­gruppemøde havde distanceret sig fra regeringens politik i forhold til 24-års­reglen. Vestager sagde klart, at partiet ville gå til valg på at afskaffe reglen - en linje, der ikke er regeringens.

Det mener flere socialdemokrater nu må gælde begge veje og altså også i spørgsmålet om lempelser på dagpengeområdet.

»Det står jo Socialdemokraterne frit for at gå til valg på ændringer af dagpengene,« som en formulerer det.

Noget tyder dog på, at den linje endnu ikke har vundet genklang i samtlige kroge af partiet - særligt hos Thorning og Corydon - og derfor er der heller ikke endnu truffet beslutninger om, hvordan en sådan regerings­afvigende linje i dagpenge­spørgsmålet skal se ud.

Der er dog en udbredt forståelse i folketingsgruppen for, at partiet ikke kan holde til at gå ind i valgkampen med den parole, Thorning-Schmidt hamrede ud på sommergruppemødet i Helsingør.