En SF-minister blev pillet ud af den tale, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt ved Folketingets åbning tirsdag.

BT kan torsdag afsløre, at Helle Thorning-Schmidts åbningstale har været igennem en revision, hvor der er blevet foretaget flere ændringer. En af de mest markante er, at et afsnit, hvor SF-ministeren Pia Olsen Dyhr bliver fremhævet, helt er fjernet.

Ændringen i Thornings tale kan skyldes, at der er en rokade på vej som følge af formandsvalget i regeringspartiet, vurderer BTs politiske kommentator, Lotte Hansen.

- SF står foran en rokade, så de har nok sagt, at det næsten er for åndssvagt, at Thorning nævner den minister, hvis der nu sker et eller andet, der bringer den minister i spil, siger hun.

SF har i dag seks ministerposter. Derfor vil det være farligt for Thorning, hvis hun nærmest giver en garanti for, at vi i Danmark har en handels- og investeringsminister, hvis SF vil noget andet, vurderer Lotte Hansen.

Står Pia Olsen Dyhr svagt?
- Jeg tør ikke vurdere, hvem der står svagt, men i forhold til hvor mange ’udenrigsministre’ vi har i det her land, så er det ikke en post, der er livsnødvendig. Det her er et udtryk for, at SF skal have mulighed for at blande kortene, siger Lotte Hansen.

Hun henviser til, at der i regeringen er en udenrigsminister, en handels- og investeringsminister, en europaminister og en udviklingsminister. Altså er der fire ministre, der alle har et stort fokus på udlandet.

I den udleverede tale fremhævede statsministeren under et afsnit om samarbejde og handel med lande som Brasilien, Kina og Indien det vigtige i, at Danmark har en handels- og investeringsminister (Pia Olsen Dyhr, red.).

- Derfor har vi en handels- og investeringsminister. Derfor holder vi møder med kinesiske investorer, der har en interesse i Danmark. Derfor har vi en strategi, hvor vi sætter fokus på de store markeder, der vokser hurtigt: Brasilien. Rusland. Indien. Og Kina, stod der i den tale, der blev ændret.

Afsnittene før og efter fremhævningen af SF-ministeren står i den tale, som Thorning endte med at holde. Det er altså kun afsnittet, hvor Pia Olsen Dyhr indirekte er nævnt, som er blevet fjernet.

Hverken Pia Olsen Dyhr eller Helle Thorning-Schmidt har ønsket at kommentere denne artikel. Det kunne have opklaret, hvorfor SF-ministeren ikke blev nævnt, men ministrenes særlige rådgivere har meddelt BT, at man ingen kommentarer har.

BT ville gerne have spurgt Pia Olsen Dyhr (SF), om det ikke havde gavnet SF, midt i en formandskamp og med dårlige meningsmålinger, at blive fremhævet på en positiv måde i statsministerens åbningstale. Men det ønskede hun ikke at kommentere.