Anders Fogh Rasmussen har højst to år til at markere sig i sin nye rolle som konsulent, og dem skal han bruge kløgtigt, mener en headhunter, som opfordrer ham til at overveje et job »med mere kød på«.

Hvis Anders Fogh Rasmussen spiller sine kort rigtigt, kan han - ud over sit nye job som konsulent - formentlig også sikre sig op til flere bestyrelsesposter. Og måske også et topjob i erhvervslivet.

Det vurderer Troels Gjerrild, administrerende direktør i headhunter-virksomheden Odgers Berndtson København, der hjælper virksomheder med at finde nye direktører og bestyrelsesmedlemmer.

»Hele forsvarsindustrien ville kunne bruge Anders Fogh. Han har leveret nogle store resultater i NATO, hvor han har slanket strukturen og lavet en del reformer, og derfor tror jeg, at han står ret stærkt,« siger Troels Gjerrild om den netop afgåede NATO-generalsekretær.

»Han kunne for eksempel også rådgive de største virksomheder inden for våbenindustrien,« forudser han.

Anders Fogh Rasmussen har onsdag offentliggjort, at han stifter virksomheden Rasmussen Global, hvor han med »sin baggrund som statsminister i Danmark og generalsekretær i NATO vil hjælpe kunder - blandt andet globale virksomheder og regeringer - med at navigere i denne komplekse verden«, som han selv forklarer det i et interview med Berlingske.

Men Fogh skal være bevidst om, at han hovedsageligt er interessant inden for de næste et til to år og således ikke har så lang tid til at markere sin nye profil. Af den grund kan det også blive nødvendigt med et mere »permanent« job, fremhæver Troels Gjerrild.

»Han bliver selvfølgelig inviteret ud til en masse foredrag i begyndelsen, og der skal han være opmærksom på, at han måske også skal have nogle job med noget mere kød på, så han efterfølgende kan vise, at han også har været med til at skabe nogle resultater.«

Og selv om et politisk topjob ikke automatisk kan konverteres til en toppost i erhvervslivet, kunne det sagtens være en mulighed for Anders Fogh Rasmussen, mener headhunteren.

»Fogh har rimelige muligheder, fordi han også har gode lederevner. Dér adskiller han sig noget fra i hvert fald flertallet af politikere.«