Det er blot få måneder siden, at Lars Løkke Rasmussens lillebror, Knud Løkke Rasmussen, meldte sig ud af partiet Venstre. Nu går han så hele vejen og stifter sit eget parti.

Det nye parti vil gå under navnet ‘Frie Liberale’ og læner sig dermed en hel del op af brormands parti, som kalder sig Danmarks Liberale Parti.

Knud Løkke Rasmussen har en plads i Fredensborg Kommunes byråd, hvor det nye parti dermed vil være repræsenteret fra start.

»Jeg opfatter mig selv som Venstremand, men må bare konstatere, at der er meget langt fra det Venstre, jeg kender fra den landspolitiske scene, til den lokale vælgerforening og byrådsgruppe.«

Læs også:

»Det er bestemt ikke en opfattelse, jeg står alene med. Siden jeg meldte mig ud af Venstre tidligere på året, er jeg blevet kontaktet af adskillige medlemmer og andre mennesker med et liberalt sind, der mangler et tilhørssted på den politiske scene i Fredensborg Kommune. Det er vi nødt til at handle på. Derfor stifter vi Frie Liberale,« siger Knud Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse.

Knud Løkke Rasmussen meldte sig ud af Venstre i marts for i stedet at blive løsgænger. Ved den lejlighed slog han fast, at han er Venstre-mand i hjertet og ville stemme på partiet til Folketingsvalget, men sagde samtidig, at han havde mistet tilliden til Venstre i Fredensborg Kommune.

»Jeg har kæmpet i over et år for at ændre situationen, men det er ikke lykkes. Jeg er ked af, at det ender sådan for mig, og det ærgrer mig ekstra meget, når jeg langt fra er den eneste, der har det synspunkt,« sagde han ved den lejlighed til sn.dk.

Læs også:

Sammen med Pernille Solvig Graux, der er tidligere byrådsmedlem for Venstre i Fredensborg, præsenterer han fredag eftermiddag Frie Liberale og sigtelinjerne. Det sker på Restaurant Lagunen i Nivå  kl. 16.00