Et hidtil ukendt brev, som B.T. i dag kan afsløre, viser, at SF’s gruppeformand, Ole Sohn, beundrede diktaturet DDR og dets leder, kommunisten Erich Honecker. Selv har den måske kommende minister Ole Sohn sidenhen forsøgt at tegne et billede af, at han var kritisk indstillet over for den kommunistiske stat.

I interviews efter murens fald har Ole Sohn kritiseret DDR’s mangel på demokrati og sagt, at han forudså Østtysklands kollaps og i den kolde krigs sidste år intet havde til overs for regimet. Nu er det imidlertid kommet for dagens lys, at Ole Sohn i forbindelse med DDR-regimets 40-års jubilæum i oktober 1989, blot tre uger inden styret kollapsede, sendte et brev til DDR-leder Erich Honecker, hvori han blandt andet hylder den østtyske socialisme som værende en stor inspiration. Derudover roser han DDR’s evne til at give garanti "for unges uddannelse, billige basisfornødenheder, dvs. sikringen af en række basale menneskerettigheder." I dagens udgave af B.T. skriver politisk kommentator Helle Ib på lederpladsen: "Der er maksimalt et år til næste folketingsvalg, og det er på høje tid, den tidligere DKP’er mere ærligt forholder sig til historien – hvis vælgerne skal have tiltro til, at Ole Sohn kan håndtere nutidens alvorlige og særdeles påtrængende dilemmaer". Synes du, at man kan have tillid til Ole Sohn som politiker og mulig minister i en eventuel S-SF-regering efter DDR-afsløringen? Har Ole Sohn spillet fallit ved ikke at sige sandheden om sin begejstring for det østtyske diktatur? Eller skal hans politiske fortid ikke ligge ham til last i dag, 20 år senere?

Deltag i debatten herunder