Kommer der mere end en ministerrokade i 2016, bliver Dansk Folkeparti en del af regeringen, og skal danskerne endnu engang til folkeafstemning?
Politiko.dk satte onsdag gang i en konkurrence: Kan du spå om dansk politik i 2016, og er du bedre end politisk kommentator Hans Engell til at forudsige tingenes gang i dansk politik?
Rigtig mange læsere har allerede givet deres bud, og nu får du som lovet mulighed for at se, hvad Hans Engell har svaret.
I bunden af artiklen kan du selv quizze med.
Den bedste til at læse i kaffegrums vinder æren... og en stempelkande.
1. Kommer Lars Løkke Rasmussen til at lave to eller flere ministerrokader i løbet af året?
Engells svar: Ja.
Engell uddyber: »Jeg tror, Lars Løkke kommer til at gennemføre to rokader, men heller ikke flere. Jeg kunne godt forestille mig, at Claus Hjort i løbet af perioden gerne vil noget andet og mere overkommeligt, og det ville åbne op for en rokade, hvor finansministerposten bliver ledig. Det vil så enten blive Kristian Jensen eller Troels Lund Poulsen. Det vil formentlig trække Søren Gade ind i regeringen, og så bliver Claus Hjort formand for Venstres gruppe. Jeg tror mest på, at Troels Lund Poulsen overtager finansministerposten, for det er lidt svært at forlade udenrigsministerposten efter så kort tid. De andre ministerier er lidt lettere at køre ind og ud af.«
2. Bliver V-regeringen til en VO-regering i løbet af 2016?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Det sker ikke. Jeg har fra start hørt til en af dem, der mente, det i juni godt kunne være blevet en VO-regering. Men siden da har Venstre og Dansk Folkeparti talt sig fra hinanden på en lang række centrale punkter. Og jeg kan ikke se, at man i 2016 på nogen måde nærmer sig hinanden, så man går imod et regeringssamarbejde. I øjeblikket har vi tre partier af nogenlunde samme størrelser, som er selvstændige omdrejningspunkter i dansk politik. Det er V, S og DF. Indimellem samarbejder alle tre, andre gange er det kun to af dem. Jeg kan ikke se V og DF i et regeringssamarbejde, når vi endnu ikke har klaret EU-uenigheden endnu.«
3. Får Danmark en parallelaftale om Europol i 2016?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Det gør vi ikke. Der kommer til at gå længere tid. Jeg tror, vi i løbet af 2017 kan få endnu en folkeafstemning. Alle meldinger, jeg hører fra Bruxelles, tyder på, at det kan blive meget svært at få en aftale, og at de andre EU-lande synes, vi selv har skabt problemet og derfor også selv må løse. Der er ikke nogen særskilt vilje til at lave parallelaftaler.«
4. Skal danskerne til endnu en folkeafstemning om et EU-emne?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Vi skal til endnu en folkeafstemning om et EU-emne. Men det bliver ikke i 2016 – først i 2017.«
5. Kommer regeringen i mål med ambitionen fra regeringsgrundlaget om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Ikke med fem procentpoint. Der er svaret klart nej. En så markant sænkelse kommer man ikke igennem med. Der er simpelthen ikke flertal for, at man rører ved topskatteprocenten. Men man kommer igennem med en mindre forhøjelse af grænsen for, hvornår man skal betale topskat. Især hvis ikke LA skal ydmyges fuldstændigt.«
6. Bliver der landet en trepartsaftale i løbet af året?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Den er svær. Den er svær. Den er meget svær. Jeg tror, der gør. Men jeg er bestemt ikke sikker. Usikkerheden er, at det sidste gang var Dansk Metal og LO-siden, der trak stikket. Denne gang kan det meget vel blive arbejdsgiverne. Der er flere af de elementer, som regeringen gerne vil have ind i aftalen, som jeg tror, arbejdsgiverne kan have svært ved at acceptere. Omvendt er det her også en chance for at etablere en stor aftale om et af de allermest brændende problemer; integrationsspørgsmålet. Så jeg tror, de lander en aftale. Men det bliver nogle vanskelige forhandlinger.«
7. Er Esben Lunde Larsen stadig minister ved udgangen af 2016?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Der har været mange forskellige meldinger fra videnskabens verden om hans afhandling. Og jeg tror, man vil være meget forsigtige med at komme med udtalelser, der fælder ham. Det handler jo ikke bare om videnskab, men også om den siddende minister. Jeg tror, han klarer den, men det bliver med meget ballade og stor ståhej.«
8. Vil der fortsat være en eller anden form for grænsekontrol i Danmark 1. januar 2017?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Jeg tror, man vil lave en lang række forskellige ordninger og balancere på grænsen af, hvad Schengen-reglerne tillader. Og jeg tror, EU generelt vil få så mange problemer med en række Schengen-lande, at der er grænser for, hvor meget man kan sætte ind over for det. Når EU ikke kan løfte EU's opgave – varetagelsen af den ydre grænsekontrol – vil det være svært at retsforfølge landene, fordi de opretholder en skrappere intern kontrol. Men det kommer til at foregå med lodder og trisser og én midlertidig ordning, der erstattes af en anden. Men der kommer ikke permanent grænsekontrol – det vil være i lodret strid med Schengen.«
9. Får vi en ny skatteminister i 2016?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Karsten Lauritzen er kommet meget pænt fra start. Han er en lille flittig mand, der løser opgaverne i den rækkefølge, de kommer. Det kræver en ung og meget robust type at sidde på den post, og det er han sådan set. Så jeg tror, han holder.«
10. Kommer danske soldater til at medvirke i militære missioner på jorden i Syrien i 2016?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Jeg tror, at mindre enheder såsom specialstyrker vil kunne tænkes at indgå i operationer. Men ikke regulære felthærsenheder. Det er der foreløbig heller ikke andre lande, der gør.«
11. Bliver den kriminelle lavalder ændret fra de nuværende 15 år?
Engells svar: Nej
Engell uddyber: »Det vil være et meget vidt retspolitisk skridt. Og den konfrontation tror jeg ikke, den blå blok ønsker at tage. Der vil være for stort et ramaskrig om det. Det ser ikke ud til at blive til noget, tror jeg. Ikke i 2016 i hvert fald.«
12. Lander politikerne i løbet af 2016 en aftale om at indføre karakterkrav til det almene gymnasium?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Jeg tror, Ellen Trane Nørby vil gøre en gymnasiereform til en af sine store mærkesager. Til det hører også en eller anden form for karakterkrav. Hvor de lander, tør jeg ikke sige – uenigheden er jo stor. Men jeg tror, der nok skal komme et karakterkrav.«
13. Forlader flere end tre af Folketingets nuværende medlemmer (Helle Thorning-Schmidt undtaget) Christiansborg til fordel for et andet job i løbet af 2016?
Engells svar: Ja
Engell uddyber: »Jeg tager det lange skud og siger ja. Thornings farvel er et symptom på, at politik ikke længere er et kald. Det er blevet en profession. Og hvis regeringen kommer igennem, er der en ret stivnet situation i de kommende tre-fire år, hvor dansk politik meget vel kan komme til at blive uændret og stationært. Der vil være nogen, der begynder at kigge sig om efter noget andet, hvis det sker.«
Er du bedre til at forudsige årets gang end Hans Engell?
Sæt kryds i svarene herunder, husk at skrive navn, telefonnummer og e-mailadresse til sidst, og klik så på send. Så gemmer vi svarene og vender tilbage i 2017. Hvis flere rammer samme antal rigtige svar, trækker vi lod blandt vinderne. Konkurrencen lukker ved udgangen af januar, og man må højest indsende et svar per person.