Politikerne udgør en lukket elite uden føling med almindelige mennesker, mener den tidligere konservative formand, Hans Engell. Vælgerne er blevet publikum til et iscenesat demokrati

Velfærdsstaten. Går det egentlig godt? Eller går det skidt?

Selv veluddannede, voksne danskere har svært ved at finde ud af det, siger Hans Engell. Den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator for Ekstra Bladet holder mange foredrag om politik rundt om i nationen.

- De spørgsmål, jeg får, afspejler, at rigtig, rigtig mange vælgere har svært ved at følge med i, hvad der foregår inde på Christiansborg. De har svært ved at skelne, om det, de ser i tv og læser i aviserne, er det rigtige, eller om der foregår noget andet. Om der er en anden skjult og virkelig politisk scene, de bare ikke kan få øje på eller formenes adgang til, siger Hans Engell.

Man skal lægge mærke til, at tanken er meget udbredt, mener Engell. Forestillingen om, at politik er eksklusiv, at indsigten i den er forbeholdt få, er mere udbredt end nogensinde. Og det er klart, ifølge Engell, hvorfor tanken er opstået. Den er ikke langt fra sandheden. Politik er blevet ’publikumgjort’ i Danmark, som han udtrykker det. At røgte velfærdsstatens ve og vel er ikke nødvendigvis kun enormt kompliceret. Det gøres også i dag af en politisk klasse, der har en interesse i, at det syner sådan.

- Politikerne vil helst selv. De er sådan set ikke interesseret i, at nogen udefra blander sig. Den store risiko herved er naturligvis, at politik ender med at være udelukkende for en meget lille elite, siger Engell.

Blottet for erfaring

Hans Engell har netop på netforlaget Zetland udsendt en ’single’ – en mindre bog, udgivet digitalt. Den handler om danske statsministre og har titlen ’Den perfekte statsminister’. En sådan findes ganske vist ikke, lyder konklusionen. Jens Otto Krag er foreløbig det nærmeste, hævder Engell. Men sammenligninger er vanskelige med de skiftende tider. Helle Thorning-Schmidt kan ikke engang helt bedømmes endnu. Men hun repræsenterer imidlertid kvintessensen af sin generations politikere: Akademikeren, hvis berøring med det danske samfunds ’almindelige liv’, navnlig arbejdsmarkedet, stort set er blottet for praksis.

- Det politiske system er blevet meget selvbefrugtende. Meget lukket. For mig er det tydeligt, at der er mange ting, som optager almindelige vælgere, men slet ikke genspejler sig på Christiansborg. Nu har Folketinget jo aldrig spejlet befolkningen én til én. Men det nye er, at store grupper af lønmodtagere ikke længere er til stede i Folketinget. Hvor vi tidligere havde mange med baggrund i eksempelvis fagbevægelsen, så søger de ikke længere opstilling til Folketinget. Du så også, at der tidligere var et antal folk med baggrund i erhvervslivet, og de er der heller ikke længere. Det er jo også ganske tankevækkende, at ca. 800.000 danskere bor i den almene boligsektor, og der er ikke et eneste medlem af Folketinget, der gør det. De bor alle i ejer- eller andelsbolig. Selvfølgelig betyder det noget generelt i lovgivning, om der i Folketinget sidder personer med rigtig erfaring fra arbejdspladser, med erfaringer fra det virkelige liv, eller om det er folk fra selvbefrugtende akademisk politiske miljøer, siger Hans Engell.

Nutidens og fremtidens statsministre fremelskes afsondret fra store dele af resten af samfundet, hævder han. De oplæres i ’et stramt politisk karriereforløb’, som det udtrykkes i ’Den perfekte statsminister’. Stort set ingen partiledere har i dag nævneværdig erhvervserfaring. 70 pct. af Folketingets nuværende medlemmer er dertil akademikere – en voldsom overrepræsentation i forhold til befolkningen.

En lukket koloni

- Politikere ligner i dag hinanden i et omfang, du aldrig har set før. De har samme uddannelse, de bor de samme steder, gifter sig med de samme typer, de rejser de samme steder hen, de mener stort set det samme om rigtig mange ting. Det bliver så ikke meget bedre af, at de går op ad journalister, der stort set er gjort af det samme stof. Det er klart, at du får en lukket politisk koloni. Men det bliver ikke et specielt robust folkestyre, fordi det netop foregår uden den store inddragelse, hvor man så at sige publikumgør vælgerne. De er tilskuere. Vælgerne er ikke længere aktive, medlevende, kritiske deltagere i en demokratisk debat, men er derimod reduceret til et publikum, der sidder og følger med på tv og i medierne i øvrigt og konstaterer, at de ikke helt begriber eller føler, de har andel i, hvad der sker på Christiansborg. ’Nåh, nu skændes de’, konstateres det, mens man opgiver at forstå og heller ikke bliver inviteret til at forstå, hvad substansen er, mener Hans Engell.

Men burde det ikke være modsat? At oplystheden om politik blandt borgere burde stråle? Aldrig har der vel været så mange medier, så mange kanaler, websites og blogs såvel som officiel oplysning til borgerne om samfundet at orientere sig gennem som i 2013? Ønsker man at grave substans ud af dansk politik, forekommer der at være enestående mulighed for det. Aldrig har der været talt, skrevet og kortlagt så omfattende, vidt og bredt om politik som i 2013.

- Ja, du kan gå direkte på Finansministeriets hjemmeside og læse et finanslovsforslag. Der er en meget direkte adgang til primære kilder i dag. Men folk gør så bare ikke brug af den. Folk føler som sagt ikke, at de i dag kan orientere sig om, hvorvidt vi er tæt på afgrunden eller ligger lunt i svinget. Det er jo et temmelig basalt spørgsmål. Danske politikere føler selv, at de deltager rigtig meget i det folkeoplysende arbejde, men spørgsmålet er, hvor meget de i virkeligheden gør det. Tager man Helle Thorning, så har det meget stor betydning for manges opfattelse af hende, at hun næsten aldrig svarer direkte på de spørgsmål, der bliver stillet. Spørgsmålene kan naturligvis være både skruede og fintede eller med en præmis, hun ikke vil acceptere, men statsministeren får spørgsmålet: ’Er det sådan, at. . .’ Og statsministeren svarer: ’Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg er stolt af, at det er lykkedes regeringen blah-blah. . .og så videre’. Det må jo også gøre, at folk på et tidspunkt holder op med at høre efter, fordi samtalen opleves som falsk eller i hvert fald som et spil, hvor man ikke kan regne med at få svar, siger Engell.

I årevis har man talt om ’det demokratiske underskud’ i EU. Ifølge Hans Engell har man netop her et for tiden både aktuelt og oplagt eksempel på, at når det virkelig gælder, så ønsker politikerne så lidt borgerdeltagelse, debat og offentlighed som muligt. Den opleves som en forstyrrelse og i værste fald en forhindring for resultater:

- Tag noget så vigtigt som forhandlingerne om den nye Europa-aftale. Regeringen og de borgerlige partier er enige om, at med den udvikling, der forestår i EU: bank-union, retsligt samarbejde og overstatslige samarbejder i det hele taget, så skal der indgås en bred aftale i Folketinget. Der udfærdiges et hemmeligt papir. De sidder og forhandler. Kun få kryptiske meldinger kommer ud. Efter sommer præsenteres så formentlig en aftale. Det vil sige, at på et tidspunkt, hvor det europæiske samarbejde og Danmarks deltagelse heri med vores forbehold og meget andet er alvorligt spil i, så kører hele beslutningsprocessen i et så lukket kredsløb, at ingen med mening om dette har nogen mulighed for at deltage i debatten. Set fra vælgernes side ved man i heldigste fald, at der foregår noget om EU, få har måske opfattet, at det er ret vigtigt, men ingen offentlighed inddrages, og pludselig er en beslutning bare meddelt en fredag eftermiddag på et pressemøde, hvor man lægger en aftale frem. Det er jo ikke en måde at udøve politik på i 2013, hvis man gerne vil have, at borgere skal engagere sig. På den måde er politikerne også med til at skubbe vælgerne fra sig.

Blot fire pct. af den danske befolkning er i dag medlem af et politisk parti. Det aktive og direkte deltagende brede engagement i den politiske og samfundsmæssige udvikling falder for hvert år. Hans Engell nævner selv kommunalvalget til efteråret. Der var ’en bekymrende bevægelse’ ved sidste kommunalvalg. Langt under halvdelen af vælgere mellem 18 og 21 år stemte. Man havde den laveste stemmedeltagelse ved et kommunalvalg i 40 år. Professionaliseringen af politik og politikere øges til gengæld. Medierne udregner og optegner magt-hitlister for samfundet. Måske endda oftere end de udreder politisk indhold og konsekvens. Foreholder man Engell Berlingskes nylige undersøgelse, hvor finansminister Bjarne Corydon blev kåret som Danmarks mest magtfulde person, Margrethe Vestager blev nummer to, og Thorning endte som nummer tre, har han vanskeligt ved at tage udredningen alvorligt.

- Jeg vil ikke sige, at sådan en magtanalyse er forvrøvlet, men den tegner først og fremmest et billede af, hvem der er meget i medierne. Der er i Danmark en tilbøjelighed til at tro, at synlighed er lig med magt og indflydelse. Er man meget i medierne, har man også stor betydning. Sådan fungerer det virkelige spil ikke. Internt i regeringen har finansministeren og også Margrethe Vestager kæmpe indflydelse, men Thorning er jo den afgørende person. Alt passerer statsministerens bord. En finansminister kan altså hverken mere eller mindre end det, en statsminister bemyndiger finansministeren til. Det kan godt være, at man i dele af erhvervslivet, i organisationer og i medier ser Bjarne Corydon som den mest magtfulde, men der er altså den meget markante forskel, at statsministeren med minutters varsel kan sende ham ud af regeringen. Det omvendte er ikke tilfældet, siger Hans Engell.

Fremmedgørelsen

Mediernes magtanalyser er dog, ifølge den tidligere leder for De Konservative, endnu et symptom på professionaliseringen af dansk politik. De reflekterer faktisk politikernes egen måde at forholde sig til politik på. Og dermed fremmedgørelsen af borgerne i forhold til realpolitik. Kun en meget lille del af de meningsmålinger, der udarbejdes dagligt i Danmark om velfærdssamfundet og dets borgere, refereres af medierne. Politiske partier måler hele tiden alt. De måler sig i forhold til hinanden, eller måler personer i forhold til personer. Hvem gjorde det bedst i en debat og så videre.

- I og med at ideologien er taget ud af politik, noget der af mange betragtedes som sjælen i politik, så bliver det mere forskellige former for strategier og tekniske løsninger på problemerne, det drejer sig om. Du får politikere, hvor ikke ret meget overlades til tilfældighederne, hvor alt er timet, gennemtænkt, målt og designet. Det bliver strategi med valg af enkeltområder, hvor partierne kan profilere sig. I dag synes jeg, at noget af det mest besynderlige er, når jeg hører politikere, spindoktorer osv. sige: ’Vi er på jagt efter noget, hvor vi kan lægge kant til’ Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og så videre. For ikke ret mange år siden brugte man ikke i partierne kræfter på at finde områder, hvor man kunne ’lægge kant til’ de andre partier. For det gav sig selv. Det lå i partiernes dna, siger Engell.

Men hvis danskerne er i færd med at gå tabt for politik, hvis danskerne er på vej til at overlade velfærdsstaten til de statskundskabsuddannede, hvor står så nationens nuværende statsminister? Bortset fra at hun i modsætning til mediefortællingen åbenbart stadig står i spidsen, stadig står på toppen, fortsat har magten. Er Helle Thorning-Schmidt tæt på eller langt fra at være ’den perfekte statsminister’?

- Måske snarere midt imellem. Jeg oplever en statsminister, som gik til valg i 2011 på et program, det efter stemmernes fordeling overhovedet ikke kunne lade sig gøre at gennemføre, og som så måtte gøre noget andet. Som Poul Hartling (V) engang sagde: Hvis ikke vi kan få flertal for vores politik, så må vi føre en politik, vi kan få flertal for. Den reformpolitik, regeringen fører, er ikke en, Thorning har siddet og udtænkt. Den er sammensat af ønsker og anbefalinger fra kommissioner, Dansk Industri, LO, De Radikale, departementschefer i stats- og finansministeriet og andre. Men den ender måske som et projekt, Thorning kan gøre til sit adelsmærke, og som hun muligvis endda kan blive indskrevet som reformator af i historiebøgerne. Alle spurgte i begyndelsen om, hvad Thornings politiske projekt egentlig var. Nu begynder det at tegne sig. Efter at hun har siddet i knap to år. Der er en afsindig stor forskel på det, som Socialdemokraterne gik til valg på, og det de endte med at skrive under på i regeringsgrundlaget. Det var et løftebrud af historisk omfang. Men efter to års massiv kritik står hun endnu og er fortsat i god form, siger Hans Engell.

Vælgerne står derude

Han forstår imidlertid ikke Helle Thorning-Schmidts rådgivere, hendes spindoktorer. Vælgerne står rent faktisk derude og spørger. De vil gerne have ren besked. De vil gerne have forståelig besked. Om rigets tilstand. Om opgøret med velfærdsstaten. Hvor langt er man, hvor meget længere skal man, er vi på vej mod eller væk fra afgrunden?

- Hvorfor er der ikke nogen, der siger til hende, at hun står sig bedre ved at svare på de spørgsmål, der stilles? Politikernes evne til at kommunikere – apropos ’den perfekte statsminister’ – er i dag alfa og omega. En toppolitiker, der ikke er i stand til at kommunikere sin politik, er en død politiker. Dér har hun en opgave, slutter Engell.