Thyra Frank og Ole Birk har opbrugt kvajekvoten. DF trækker støtten, hvis der kommer en ny sag, mener Engell.

En stor fejl.

Det er alt, hvad der skal til, så vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) og ældreminister Thyra Frank (LA) være fortid som ministre.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at Dansk Folkeparti fredag kom med opsigtsvækkende angreb på de to LA-ministre.

- Det er helt tydeligt, at Dansk Folkeparti har set sig sure på især Liberal Alliances ministre. De mener simpelthen ikke, at Thyra Frank og Ole Birk er kompetente, siger Hans Engell og tilføjer:

- Det er et signal om, at de to har opbrugt deres kvajekvote. Hvis Thyra Frank eller Ole Birk Olesen begår rigtigt store bommerter, så skal de ikke regne med, at de bliver reddet af DF ved en tillidsafstemning.

Fredag formiddag vakte DF's transportordfører Kim Christiansen opsigt ved at beskylde transportminister Ole Birk Olesen for at være "arrogant" og mangle kompetence til at styre transportpolitikken. Det skete i et interview med DR.

Fredag eftermiddag var det så DF's ældreordfører Jeppe Jakobsen, der i flere medier leverede et budskabet om, at det må være slut ved "vævende snak" fra ældreminister Thyra Frank.

Hun skal ifølge DF tage klart afstand fra praksis på plejehjemmet Lotte, hvor Thyra Frank som plejehjemsforstander kopierede lovpligtige arbejdspladsvurderinger fra et andet plejehjem.

DF's ældreordfører vakte ekstra opsigt ved at udtale sig i dobbeltinterview med Socialdemokratiets ældreordfører Astrid Krag.

Det understreger, at de to partier står sammen om kritikken efter en periode, hvor Astrid Krag ellers var blevet genstand for kritik for at forfølge ældreministeren med nærmest ugentlige samråd.

- Der skal meget til, før et partis ordfører er så skarp i mælet, siger Hans Engell og tilføjer:

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Kim Christiansen har opbakning fra sit parti. Jeg ved også fra toppen i DF, at det er grundsure på Ole Birk Olesen.

- Vi har set tidligere, at når DF'erne bliver grundsure på en borgerlig minister, så er de ikke bange for at udløse faldlemmen, siger Engell.

Han mener, at DF-angrebene slider på LA, som i forvejen har svært ved at få partiets politik igennem, efter man i december indtrådte i VLAK-regeringen.

Ud af LA's seks ministre er det kun de to, der har markeret sig med klare holdninger, nemlig kulturminister Mette Bock (LA) og undervisningsminister Merete Riisager (LA), mener Hans Engell.

- Hverken udenrigsminister Anders Samuelsen eller økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll har de store vindersager. Og Thyra Frank og Ole Birk befinder sig tæt på affyringsrampen.

- Det kaster et skær af inkompetence over partiet, siger Hans Engell.

/ritzau/