Danmark er nu tiltrådt tillægsprotokollen til FNs handicapkonvention. Det betyder bedre klagemuligheder for handicappede i Danmark.

FN: Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) overrakte tirsdag et lille, men vigtigt stykke papir til FN i forbindelse med FNs generalforsamling i New York.

Danmark er nu tiltrådt tillægsprotokollen til FNs handicapkonvention, der betyder, at handicappede danskere får bedre klagemuligheder.

»Tiltrædelsen af protokollen giver hver eneste dansker, der har et handicap, muligheden for, hvis vedkommende ikke føler sig ordentligt behandlet i det danske system, at klage. Så kan man faktisk få hjælp. Så det er en rigtig god dag for alle mennesker med handicap,« siger Martin Lidegaard umiddelbart efter, han har overrakt dokumentet til FN.

Det ændrer dog ikke hverdagen for mennesker med handicap i Danmark, men det er en ekstra rettighed, man får med, siger udenrigsministeren.

Tiltrædelsen falder sammen med, at Danmark i disse dage eksamineres i FNs handicapkomité i Genève.

Selv om det er Martin Lidegaard, der som udenrigsminister har overrakt papirerne til FN i New York, sorterer området under socialminister Manu Sareen (R).

»Jeg ser det som et klart udtryk for Danmarks ønske om et samfund med ligeværd, lige muligheder og lige deltagelse for alle. Tiltrædelsen falder sammen med, at Danmark for første gang er til eksamination i FNs handicapkomité. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad delegationen har med sig hjem af erfaringer og gode råd til, hvordan vi arbejder videre med implementering af konventionen i Danmark,« skriver Manu Sareen i en kommentar.

I 2009 ratificerede Danmark FNs konvention om rettigheder for personer med handicap, og konventionen fungerer som en vigtig ramme for arbejdet med handicapområdet i Danmark. Formålet med konventionen er at bidrage til, at handicappede opnår samme rettigheder og muligheder, som andre mennesker har.

Folketinget vedtog i maj 2014, at Danmark skal tiltræde den valgfri protokol til konventionen om individuel klageadgang til FNs Handicapkomité, og det skete så altså officielt tirsdag.