Justitsminister Karen Hækkerup vil tilbage til fødevareområdet, hvor hun tidligere har været minister.

Karen Hækkerup ville hellere være direktør for landbruget end justitsminister, og så hun har meddelt statsminister Helle Thorning-Schmidt, at hun træder tilbage.

»Det har været tre fantastiske år som minister i Helles regering. Helle er en modig og visionær statsminister, som jeg er stolt af at være på hold med. Vi har leveret langsigtede løsninger og mærkbare forbedringer for rigtig mange mennesker, men nu takker jeg af, fordi jeg har fået et tilbud, som jeg ikke kan sige nej til,« siger Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.

Se også: Kan du huske Thornings første ministerhold: Se her hvad der blev af dem

Hun starter som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer 20. oktober og vender dermed tilbage til et område, hvor hun tidligere kortvarigt har været minister.

»Jeg glæder mig til at komme tilbage til fødevarebranchen. Som fødevareminister blev jeg imponeret af den kreativitet, ihærdighed og moderne tænkning, der er blandt landmænd og fødevareproducenter, så da jeg fik tilbuddet om at blive administrerende direktør, var hverken hjerte eller hjerne i tvivl om, at det er det rigtige for mig,« siger Karen Hækkerup i pressemeddelelsen.

Hækkerup har i regeringens tid bestridt tre ministerposter: Først var hun social- og integrationsminister, siden blev hun fødevareminister, og det sidste år har hun været justitsminister var.

»Jeg vil gerne sige tak til de mange dygtige embedsmænd, jeg har mødt gennem tiden. Ikke kun i Justitsministeriet, men også i Social- og integrationsministeriet og Fødevareministeriet.

Samtidig med sit jobskifte ønsker Karen Hækkerup at nedlægge sit folketingsmandat fra Taarnby-Dragør kredsen.