Når antallet af asylansøgere i Danmark er det laveste siden april sidste år, skyldes det til dels regeringens stramning på området, siger Socialdemokraterne.

Antallet af asylansøgere har været støt faldende siden efteråret og har nu nået det laveste punkt siden april 2014, viser nye tal fra Udlændingestyrelsen. Og det skyldes i høj grad regeringens asylstramning, mener Socialdemokraterne.

»Jeg tror, at der er flere grunde til, at tallet bliver ved med at falde, men en af dem er den stramning, som regeringen har fået igennem i Folketinget,« siger udlændingeordfører Ole Hækkerup (S).

I januar 2015 har 626 personer søgt asyl i Danmark mod 2.959 i september sidste år, viser tallene.

Spørgsmål: Regeringens asylstramning blev først gennemført i februar, og de nye tal er fra januar. Hvordan kan regeringens stramning så have haft indflydelse på dem?

»Den har haft indflydelse, fordi signaler betyder meget på det her område. Vi foreslog stramningen i starten af efteråret, og vi kan se, at tallene begynder at falde derefter. Netop på asylområdet betyder signalerne meget,« siger Ole Hækkerup.

Spørgsmål: Når antallet har været støt faldende siden september, er det så ikke en unødvendig stramning, regeringen har gennemført?

»Nej, det mener jeg ikke. Jeg tror ikke, at vi havde set den ændring i antallet af asylansøgere, hvis ikke regeringen var kommet med det forslag til stramningerne. Der er også andre grunde - vi har før set, at antallet falder hen over vinterhalvåret - men en af dem er den stramning, regeringen har fået gennemført,« siger Ole Hækkerup.

Regeringens stramninger på asylområdet betyder blandt andet, at flygtninge, der ikke er individuelt forfulgte, fremover kun vil få en midlertidig opholdstilladelse. Desuden vil de ikke kunne opnå familiesammenføring det første år, de opholder sig i Danmark.

De nye asyltal fra Udlændingestyrelsen viser, at næsten halvdelen af dem, der har søgt asyl i Danmark indtil videre i 2015, kommer fra Syrien.

Til gengæld er der ikke mange af de omstridte ansøgere fra Eritrea. Hen over sommeren kom der ellers pludselig et boom i antallet af asylansøgere fra det østafrikanske land, men i årets første måned kom der kun tre ansøgninger om asyl fra eritreere.

Den næststørste gruppe asylansøgere er statsløse - her har 65 personer søgt om asyl i Danmark - og derefter kommer Somalia med 35 asylansøgere.

I sommeren sidste år boomede antallet af asylansøgere, og det toppede i september med næsten 3.000 ansøgere. Det var også i den forbindelse, at tidligere justitsminister Karen Hækkerup valgte at sætte en stopper for behandlingen af asylansøgere fra Eritrea.

Regeringens asylstramninger blev lanceret i september efter den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere.