KØB PLUS!

Hårdt pres på Corydon: Her skal han finde 12 milliarder kroner

Finansminister Bjarne Corydon er godt knotten over, at det er sluppet ud, at han er i gang med at undersøge, om det er en god idé at udlicitere ældrepleje og børnepasning.

Men politikerne jubler i Venstre, hos De Konservative og Liberal Alliance. De regner med, at nu har de chancen for at få presset ’Blå Bjarne’ meget langt i udlicitering i de kommende forhandlinger om en ny vækstpakke.

Og for dig kan det betyde, at private firmaer skal passe dine børn eller din gamle mor.

Det er en brandvarm politisk kartoffel, for mange socialdemokrater slår syv kors for sig, når man taler om at udlicitere netop den nære velfærd, plejen af børn og ældre. Mens mange borgerlige ser en chance for at få brudt det offentliges monopol.

Baggrunden er, at Finansministeriet i januar i al hemmelighed kontaktede flere af landets førende konsulentvirksomheder. Opgaven var at lave en rapport om potentialet i at udlicitere større dele af den offentlige service, især med fokus på den borgernære velfærd. McKinsey & Co. vandt opgaven med at lave rapporten, som der er sat 4,5 mio. kr. af til.

Den historie slap onsdag ud i Politiken. Det er ikke god timing for Bjarne Corydon lige efter Goldman Sachs-sagen, og finansministeren har siden haft travlt med at sige, at det bare er en undersøgelse, og at det slet ikke er sikkert, at det bliver til noget.

Nemme penge

Men de borgerlige fastslår, at det bliver han nødt til. Bjarne Corydon mangler ca. 12 mia. kr. for at få balance i sin vækstpakke. Og de borgerlige mener, at der er 11-15 mia. kr. at hente ved at udlicitere plejen af børn og ældre.

- Det er nemme penge. Han bliver nødt til at gøre det, siger De Konservatives gruppeformand, tidligere økonomiminister Brian Mikkelsen.

- Ifølge Dansk Erhverv kan der spares 15 pct. Og samtidig mener jeg, at både børn og ældre kan få en bedre service, hvis private overtager det. Besparelsen kommer bl.a. ved, at private er mere effektive, og at medarbejderne har færre sygedage.

Mange frygter, at private vil levere en dårligere service end det offentlige?

- Det er der slet ingen grund til. Der vil jo blive opstillet generelle rammer, de skal arbejde indenfor. Og så kan man fyre både firmaerne og medarbejderne, hvis de ikke gør det godt nok. Det kan man ikke på samme måde, når det offentlige står for det. Der er gode resultater med det i Sverige. Og produktivitetskommissionen har også lige anbefalet det, siger Brian Mikkelsen.

Mere velfærd for pengene

Venstre forventer også, at udbud på børne- og ældreområdet bliver en del af den kommende vækstpakke.

- Vi skal have mest velfærd for pengene. Corydon mangler 12 mia., og vi har indkaldt ham til et lukket samråd på mandag for at få en forklaring på, hvordan han vil få det til at hænge sammen, hvis han ikke vil se på, hvad der er billigst. Når familien skal på sommerferie, vælger man jo heller ikke uden videre det første, det dyreste, siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby.

LA er også klar til et forlig om en vækstpakke, hvor de regner med en historisk udlicitering af den nære velfærd. Partiet var også med i de sidste to vækstpakker.

Ønsker konkurrence

- For vores skyld kan man udlicitere det hele. Det er på tide, at der kommer konkurrence på det område ligesom på alle andre områder, siger partiets politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll og fortsætter:

- Der er 10-15 mia. at hente og det passer meget godt med de penge, Corydon står og mangler. Og Margrethe Vestager vil jo bare blive lykkelig. Det er altså en mærkelig tendens, vi har her i landet med, at vi synes, at de allervigtigste og næreste velfærdsområder skal være de mindst effektive.

Finansminister Bjarne Corydon siger til TV2 News:

- Venstre lægger op til udlicitering, uanset om det virker eller ej. Det er et borgerligt standpunkt, ikke vores. For os er velfærd vigtigere end princippet.

Her skal Corydon finde 12 milliarder kroner

Børnehaver
Private kan nemt komme til at overtage børnehaver og fritidshjem.

Ældrepleje
Der er penge at spare ved at private driver ældrecentre.

Handicappede
Et område, hvor der er penge at spare ved privat drift.

Rengøring
Her er der allerede meget privat drift, og det møder ikke megen modstand.

IT-området
Også her er der penge at spare, men kommunerne bruger det næsten ikke.

Læs også: