Han interesserede sig kun for magten for magtens egen skyld, siger historikeren Søren Mørch
Som statsminister var Anders Fogh Rasmussen åndeligt i slægt med enevældens mest magthungrende statsledere. Sådan lyder dommen i en ny bog fra historikeren Søren Mørch.
Påstanden om, at Fogh er en farlig mand, er ikke ny. Den radikale Marianne Jelved vakte i 2006 furore, da hun som den første fremførte denne anklage, fordi han efter hendes mening splittede landet. Året efter fulgte Mogens Lykketoft op med den begrundelse, at Fogh var farlig, fordi han var villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten. Og nu tager historikeren Søren Mørch et syvmileskridt ud ad det samme spor i sin portrætbog om Anders Fogh Rasmussen.
Over 292 sider fælder han en hård dom over den person, han selv kalder for Danmarks mest magtfulde statsminister nogen sinde. Fogh var i sin statsministertid åndeligt i slægt med enevældens mest magtsyge statsmænd i kraft af sin hensynsløse magtvilje, der ikke bekymrede sig om den enkeltes velfærd.
For Søren Mørch fylder Fogh så meget, at han ikke kunne nøjes med at give ham et kapitel i sin bog ’25 statsministre’. Der måtte en hel bog til.
Læs også: Forfatter: Her er de tre ringeste danske statsministre
Men alligevel ligger det Mørch meget på sinde at få slået fast, at Fogh ikke efterlod sig noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af Fogh selv.
Hvordan hænger det egentlig sammen?
- Når man snakker med Venstrefolk, siger de, at han alligevel var en stor mand. Han har virkelig sat sig nogle spor. Men fortæl mig lige hvilke, spørger jeg.
Hvad med skattestoppet og kontraktpolitikken?
- Skattestoppet er gamle dage. Nu siger Venstre skattenedsættelser, og det er noget andet. Det er en død and. Det er ligesom Chr. d. 4.’s klap for øjet, altså noget fra gamle dage. Og kontraktpolitikken er brændt op. Den gælder heller ikke længere. Men så er der vores krigserfaring, og den går i meget høj grad ud på, at det skal vi ikke gøre mere. Selv krigshelte som Søvndal skal alligevel ikke i krig i Syrien, for man kan ikke sige, at det var en stor succes i Afghanistan, Irak, Libyen eller i Mali. Der er ikke noget, der står tilbage som noget godt. Soldater siger, at de gjorde en forskel, men hvis man spørger dem, hvori den bestod, bliver svaret lidt uklart, siger Søren Mørch.
Omdrejningspunktet i portrættet af Fogh er hans beslutning fra 2003 om at sende Danmark i krig i Irak. Set i bakspejlet er det Foghs væsentligste politiske beslutning, og den han på godt og ondt vil blive husket for.
- Beslutningen om, at Danmark med et meget lille flertal går i krig i Asien, var meget speciel. Også set i danmarkshistoriens lys. Hvis du fortæller det til nogen, at Danmark gik i angrebskrig i Asien, vil de sige ’Er det nu rigtigt?’. Men det var faktisk, hvad der skete. Det var Foghs personlige projekt, siger Søren Mørch.
Han påpeger, at daværende udenrigsminister Per Stig Møller var langt mere skeptisk overfor en krig på et tvivlsomt FN-mandat, men blev tromlet ned.
- Det er svært at forsvare, hvorfor der bliver slået et halvt hundrede soldater ihjel og hvorfor flere hundrede andre blive skadet, ramt af posttraumatisk stress og slået ud af deres livsbane. Det er vanskeligt at få et ordentligt svar på hvorfor. Man må sige, at pressen svigtede dengang. Og det er specielt for Danmark, hvorimod der i Storbritannien var en vældig debat, siger han.
Du har kaldt det for en moralsk brist hos Fogh.
- Nahhh, jeg mener, at hans beslutning var moralsk angribelig. Jeg synes, det var forkert. Kan man som historiker mene det? Det synes jeg godt. Jeg synes ikke, man kan lade være. Historikere fordømmer også Hitler – ikke for at sammenligne, men jeg synes, det var moralsk forkert. Og der har aldrig været så stor tilslutningen til militæret, som efter vi gik i krig, siger Søren Mørch.
Modsiger du ikke din egen påstand om, at Fogh ikke har sat sig spor?
- Det kan man sige på den måde, at det har sat sig som noget personligt i dem, det har berørt. Men det er ikke noget, der har lavet Danmark om. Det er en ulykke, der har ramt mange mennesker, men det er ikke 5,5 mio. menneskers historie. Samfundet er ikke blevet anderledes på den måde, siger han.
Fogh beskrives som en stærk, men ikke som en stor statsminister. Han kunne sætte sig igennem, når han ville, og folk kunne ligefrem blive forskrækkede over ham. Der var en respekt og en aura omkring ham. Noget man ikke ser om Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.
Han genvandt regeringsmagten to gange. Det hæfter Søren Mørch sig ved som en stor bedrift.
- Han sidder i tre valg og gør Venstre til det største parti. For Venstre har Fogh været et vendepunkt. Den position, som Socialdemokraterne havde i det 20. århundrede, har Venstre overtaget. Det er en kendsgerning, siger Søren Mørch.
’Anders Fogh Rasmussen - En dansk statsminister i det 21. århundrede’, Forlaget Gyldendal.
