Skolelukninger, dyrere daginstitutioner, dårligere normering eller kortere åbningstid. Børnefamilier kommer til at bøde for, at regeringen dræner kommunekasserne, advarer borgmestre.

»Vil du ikke nok hjælpe mig,« lyder det træt fra fireårige Jonas, der tager sine regnvåde sko ned fra hylden og rækker dem til sin mor. »Så bliver jeg bare så glad.«

Klokken er 16.30, og på trods af regnvejret udenfor virker Enghuset i Herlev næsten tomt. Mange af de 105 børn, som bliver passet her, er blevet hentet, og Maria Eriksen Britt er her for at tage sine to børn, Jonas og Ask, med hjem.

Drengene leger ubekymredede videre på en af den integrerede institutions stuer, men deres mor er mere urolig. Alle forældre i Herlev Kommune står nemlig til at skulle betale 100 kroner mere om måneden per barn, hvis kommunens budget skal hænge sammen i 2016. Med søskenderabat bliver det til 1.800 kroner om året for familien Britt.

»Vi kan godt overkomme det hjemme hos os. Men vi bor i et udfordret område med en masse familier, for hvem det helt sikkert betyder noget. Det er ikke ensbetydende med, at det ikke er det rigtige at gøre, men det er bare ikke uden konsekvenser,« lyder det fra den 33-årige mor.

Maria Eriksen Britt er ikke alene om at kritisere udsigten til en højere takst i daginstitutionerne. Borgmesteren i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (S), er enig, men midt i budgetlægningen er han blevet sat på en bunden opgave, og lige nu ser han ikke et alternativ til at sætte prisen op, selv om han godt ved, at det bliver upopulært.

»Årsagen er en regering, der har en minus-ambition for den lokale velfærd,« siger han og nævner, at foruden den øgede betaling for dagtilbud står Herlevs fire ungecaféer til at blive skåret ned til tre. Desuden vil også handicappede Herlev-borgere på bosteder uden for kommunen blive berørt, bebuder han.

Herlev Kommune er ikke alene om en dyb frustration. I juli drejede regeringen armen om på kommunerne under forhandlingerne om næste års økonomi, og som noget nyt blev der indført et såkaldt omprioriteringsbidrag. Omprioriteringsbidraget tvinger kommunerne til at aflevere én procent af deres budget til statskassen. Det giver regeringen 2,4 milliarder kroner i indtægter, mens 1,9 milliarder kroner bliver sendt tilbage til kommunerne i form af øremærkede midler, som ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) eksempelvis kan gå til sundhed, ældre og tryghed.

Nu, hvor omprioriteringsbidraget skal føres ud i livet i kommunerne, gør det ondt. Berlingske har i en rundringning talt med 24 af landets borgmestre, der i disse uger forhandler om lukninger af skoler, højrere takster, lavere normeringer i institutionerne og en lang række andre tiltag som en direkte følge af effektiviseringsøvelsen.

En tredjedel af de 24 borgmestre forudser store besparelser allerede i 2016, mens seks ikke forudser ændringer i næste år. 20 ud af de 24 borgmestre forudser besparelser på kernevelfærden frem mod 2019, hvis de ikke kompenseres.

»I mange år har vi arbejdet på effektiviseringer. Gevinsterne har vi brugt på skattelettelser og bedre service. Den mulighed tager regeringen fra os med omprioriteringsbidraget, og det er vi meget kede af,« siger Henrik Hvidesten (V), Ringsted Kommunes borgmester.

Men kommunerne er ikke blevet lovet tilbagebetalinger i 2017-2019, og i en rundspørge i magasinet Danske Kommuner oplyser 55 borgmestre, at det er et alvorligt problem, som tvinger dem til at lægge budgetter i blinde.

I Randers, en af landets mest effektive kommuner, betyder omprioriteringsbidraget usikkerhed i budgetårene 2017, 2018 og 2019 for næsten en kvart milliard kroner.

»Det kommer til at gøre ondt,« siger Claus Omann Jensen (V), borgmester i Randers, som i fredags præsenterede 240 mio. kr. i besparelser i et budgetforslag frem til 2019.

»Jeg kan godt forstå, at man som folketingspolitiker har en interesse i at give nogle klare signaler til vælgerne. Men vi har et kommunalt selvstyre, hvor lokalpolitikere er betroet at varetage den nære borgerservice. Det er ærgerligt, når landspolitikere går ind og markerer for kraftigt, fordi de har en dagsorden af en eller anden art, uden at de har kendskab til, hvad der foregår i den enkelte kommune,« siger han.

I Allerød Kommune forudser borgmester Jørgen Johansen (K) store besparelser, som kun bliver større på grund af omprioriteringsbidraget. To af Allerøds fire skoler skal sammenlægges, men hvilke er endnu ikke besluttet.

»Det er klart, at når vi snakker om skolesammenlægning, skyldes det også et faldende børnetal. Men de økonomiske udfordringer havde ikke været de samme, hvis ikke omprioriteringsbidraget var der«.

Borgmestrene kritiserer også regeringens ønske om at bestemme, hvad der skal bruges penge på, når de bliver sendt tilbage til kommunerne, og flere borgmestre forventer på basis af hidtidige meldinger i blandt andet regeringsgrundlaget, at regeringen vil satse på forbedringer for ældre. Men Folketinget burde lade kommunerne bruge pengene der, hvor behovet er størst, mener borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Sofia Osmani (K):

»Vi laver det hårde arbejde, men får ingen retningsanvisninger. På den måde underminerer regeringen reelt det kommunale selvstyre, fordi vi ikke ved, hvad vi har at rette os efter fremadrettet. Det er som at bede os om at lægge budget med bind for øjnene,« siger hun.

I Roskilde koster omprioriteringsbidraget i 2016 37 millioner kroner, en post man klarer med en række mindre besparelser i 2016. Men herefter gør det ondt. For besparelsen på 37 millioner kroner fra 2016 gælder fortsat, når der skal kæmmes endnu en procent ud af budgettet for 2017. Så i 2017 er det reelt to gange 37 millioner kroner, der skal barberes ud af Roskildes budget, og sådan vil der blive lagt på, lige så længe omprioriteringsbidraget findes.

Joy Mogensen (S), Roskildes borgmester, forventer, at det, når der kommer et tilbageløb, især vil være ældreområdet, der blive prioriteret af regeringen, og dermed kan børnefamilierne blive tabere.

»På de meldinger, der er kommet fra regeringen, må vi forvente, at de ældre skal tilgodeses. Derfor er børneområdet tilbage som det eneste store område, man kan skære i. Det vil ramme på normering, åbningstider og takster. Det vil ingen børnefamilier finde sig i, men kommunerne har ikke noget valg. Til gengæld vil kommunerne få penge tilbage til områder, de ikke har bedt om eller til opgaver, de alligevel skulle udføre,« siger Joy Mogensen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) peger på, at regeringens kasseeftersyn senest har vist, at de offentlige finanser har det dårligere end ventet, og derfor må alle holde for.

»Regeringen har lavet en aftale med Kommunernes Landsforening, hvor langt størstedelen af omprioriteringsbidraget for 2016 bliver ført tilbage til netop borgernær velfærd såsom ældre, folkeskole og børn. Der er dermed intet diktat om, at omprioriteringsbidragene skal komme fra kernevelfærden. Tværtimod er der et signal om det modsatte, og jeg er tryg ved, at borgmestrene indretter deres budgetter, så de gavner borgerne mest muligt,« siger han.

Per Nikolaj Bukh er professor i økonomistyring med speciale i kommunernes økonomi. Han beskriver omprioriteringsbidraget sådan: »Man tager penge fra kommunerne og giver dem næsten tilbage igen – men med klare ordrer om, hvordan de skal bruges. I økonomistyring kalder man det også at fodre hunden med dens egen hale: Der kommer jo ikke flere penge af det. Det er ikke hensigtsmæssigt og heller ikke godt for kommunerne,« siger han.

Professoren anslår, at børn og ældre tegner sig for omkring 60 procent af kommunernes økonomi. Hvis de ældre vil blive prioriteret, når de øremærkede 1,9 milliarder kroner skal sendes retur til kommunerne i 2016, kan børneområdet blive taber, vurderer han.

»Vejdriften står for lidt over en enkelt procent og kulturområdet for omkring to procent af kommunernes økonomi, så det vil være komisk at spare her. Der er ikke andet tilbage end børnene, hvis de ældre friholdes. De handicappede kan der også spares på, men det er ikke rigtigt gangbart. For det har man gjort.«

Per Nikolaj Bukh betegner det som »usædvanligt svært for kommunerne« at lægge budgetter, og han frygter, at pengene anvendes uhensigtsmæssigt, når de er blevet øremærket og skal retur.

Professoren opfordrer kommunerne til at gå i offensiven med ideer, der kan blive populære i Folketinget og samtidig give kommunerne en vis frihed.

»Man kunne tage ungdomsuddannelsesfrekvensen: Hvor hurtigt kommer børnene i ungdomsuddannelse? Er kommunerne gode til at sende børnene hurtigt videre? Det kan man måle ret præcist på, og det er et område, hvor kommunerne har stor påvirkningskraft. Ved at bruge ekstra ressourcer på god undervisning og vejledning kan man gøre flere børn uddannelsesparate. De kommuner, der forbedrer sig mest i forhold til deres udgangspunkt i en aftalt periode, vil få den største andel af de midler i en pulje fra omprioriteringsbidraget. Det er sådanne effektbaserede ideer, kommunerne må melde ind med, for det er ikke sikkert, at regeringen eller Finansministeriet kommer med dem. Men samfundsøkonomisk vil det være hensigtsmæssigt,« siger han.

Tilbage i Enghuset i Herlev har Maria Eriksen Britt efterhånden samlet Jonas og Ask omkring sig. Mens hun spænder cykelhjelmene på drengenes hoveder, forklarer hun, hvorfor hun synes, at ekstrabetalingen for børnepasningen er uden perspektiv:

»Vi betaler ekstra til institutionen, men det bidrager ikke med noget for os som børnefamilie. Det er klart, at det også er vigtigt for os, at vi har et godt sundhedsvæsen, og at vi tager os godt af vores ældre, men vores børn får ikke noget ud af det her. Der kommer ikke flere hænder i daginstitutionen eller flere ressourcer til at rumme de børn, der skal rummes i systemet.«

Journalist Tinne Hjersing Knudsen har bidraget til denne artikel.