Dagens leder

Gade og gåden

Helle Ib

(Foto: Claus Bech) Se stort billede

Med en historisk omfattende rokade har Lars Løkke Rasmussen omsider tværet enhver mistanke om fedtspilleri ud.

Fodsporene efter Anders Fogh bliver stadig mindre tydelige, og der er næppe tvivl om, at rokaden styrker Lars Løkkes position som leder. Sammen med Lene Espersen har statsministeren demonstreret den nødvendige brutalitet til at sammesætte et hold, der både vidner om fornyelse og dristighed - og blikket for at fastholde erfarne og kompetente personligheder som eksempelvis Bertel Haarder og Per Stig Møller.

Med rokaden følger selvsagt en række ubesvarede spørgsmål, som kun tiden kan kaste lys over: Herunder om Venstres kronprins Kristian Jensen bliver i stand til at udnytte og vokse på sin nye position som gruppeformand og »valggeneral«. En post, som chefen selv kalder en forfremmelse.

Men én gåde overskygger den samlede rokade: Søren Gades pludselige farvel til politik. Forsvarsministeren havde knap tørret øjnene i den dybt bevægende afskeds-seance i ministeriet i går, før Københavns Politi lod meddele, at man via en dommerkendelse vil forsøge at få fingrene i den omstridte lydfil, som måske kan kaste lys over et uhyggeligt centralt spørgsmål:

Er Søren Gade en følsom, ærlig og ansvarlig politiker, der er blevet offer for falske anklager, manipulationer og glubske oppositionspolitikere?

Eller smuttede Søren Gade i virkeligheden i 11. time, fordi han havde en klar fornemmelse af, at lydoptagelsen indeholder så graverende oplysninger, at han ikke ville overleve på nogen som helst ministerpost?

Vi ved det ikke, men begge udfald er dybt alvorlige og kan få afgørende betydning for hans muligheder for et comeback. Lige nu virker det påfaldende betænkeligt at rende fra pladsen så tæt på en opklaring af den belastende sag.

For hvis lydfilen slet ikke beviser, at det var ministerens allernærmeste medarbejder, der stod bag lækken til TV2, ville sagen hurtigt sygne hen som ligegyldigt rygtesmederi. Og Søren Gade kunne igen rette ryggen og fortsætte det arbejde, der har gjort ham til en af regeringens mest populære og respekterede ministre.

Med Søren Gades pludselige exit står Lars Løkke nok med et problem mindre i horisonten - men det politiske krav om en opklaring af sagen bør ikke forstumme. Det er en skandale, hvis den sympatiske og engagerede minister blev presset ud uden grund - men det er i sandhed også en skandale, hvis det viser sig, at regeringens hædersmand slet ikke havde rent mel i posen.

 

Lige nu på B.T. PLUS

Nyheder

Sådan blev jeg Johanne Schmidt-Nielsen

17/04 10 kr
Bil og camping

Bøderne i EU er eksploderet

12/04 10 kr
Slank

Bliv slank - uden at blive fattig

11/04 10 kr
Motion

Chris MacDonald: Når målet skal nås

07/04
Jobzonen - Ny karriere

Annonce: