Fyrede medarbejdere hos Søvndal raser over rejsefrås

Fyrede medarbejdere i Udenrigsministeriet kunne med store øjne i går læse, at udenrigsminister Villy Søvndal havde gravet dybt i ministeriets pengebeholdning for at chartre et privatfly, så han kunne redde to feriedage.

Blot en måned efter udenrigsminister Villy Søvndal havde de store spenderbukser på og betalte 269.814 skattekroner for et privatfly, satte Udenrigsministeriet navne på 50-60 ældre medarbejdere, der skulle fyres. Det bekræfter Djøf over for BT.

Harme

- Vi er flere, der bliver harme, når Villy Søvndal fyrer over en kvart million af på en flyrejse i en situation, hvor regeringen råber på mådehold og besparelser. Og så fyrer man lige et halvt årsværk af sted på en lille rejse, hvor man bare kunne være rejst til Basel til 3.000 kroner hver vej, siger 61-årige Johan Friis til BT, der efter godt 30 år i Udenrigsministeriet blev fyret på grund af besparelser. En fyring han kalder både usaglig og urimelig.

Som led i finansloven skal alle ministerier spare to en halv procent på deres budgetter i 2012 og fem procent i 2013. Det har foreløbig kostet masser af medarbejdere jobbet i Udenrigsministeriet.

Vokser i toppen

Johan Friis har dog svært ved at se besparelserne alle steder.

- I forhold til Uffe Ellemanns tid har Villy Søvndal det rigtig godt. Bureaukratiet er vokset i toppen af ministeriet. De er fem ministre i Udenrigsministeriet, hvis man tæller Manu Sareen med, der står for det nordiske samarbejde. Plus at de nu har to spindokterer hver. I forhold til Uffe Ellemanns tid er antallet af ministre fordoblet.

Johan Friis er langtfra den eneste, der er harm over, at Villy Søvndal brugte 269.814 kroner på at forlænge sin ferie.

En afstemning på BT.dk viste i går, at 85 procent af 7.200 ikke fandt Villys dyre flyrejse i orden.

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.