I de seneste to er næsten fire millioner bistandskroner røget i svindleres lommer, viser tal fra Udenrigsministeriet.

3,8 millioner kroner. Så mange skattekroner, der var beregnet til at hjælpe verdens fattigste, er gået tabt i 2010 og 2011, skriver DR Nyheder.

DR har fået aktindsigt i samtlige svindelsager med udviklingsbistanden i de pågældende år, hvor Udenrigsministeriet har fået mistanke om korruption, svindel, tyveri, rod i regnskaberne eller anden ulovlig omgang med de danske bistandsmidler.

- 3,8 millioner kroner er 3,8 millioner kroner for meget. Men når man arbejder i meget fattige og skrøbelige steder i verden, kan vi aldrig undgå svindel og korruption, selv om vi gør, hvad vi kan, siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) til DR Nyheder.

Udenrigsministeriet har konkret haft mistanke om svindel i 205 sager, og foreløbig er ministeriet nået til bunds i de første 111. Det kan betyde yderligere tab, når resten af sagerne bliver afsluttet af Rigsrevisionen, erkender Christian Friis Bach. Men han understreger, at beløbet skal holdes op med den samlede udviklingsbistand på 30 milliarder kroner i samme periode.

Lektor i nationaløkonomi, Christian Bjørnskov, fra Handelshøjskolen ved Aarhus Universitet tvivler dog på, at al fuskeriet nu er kommet frem i lyset.

- Det lyder som alt, alt for lidt. 3,8 millioner kroner er nok det, man ikke kan undgå at finde. Ud fra andre undersøgelser vil jeg vurdere, at op mod 10 procent af udviklingsbistanden går tabt i svindel og korruption, siger han.

Udviklingsministeren forsikrer dog, at der gøres et ihærdigt forsøg på at afsløre svindlen. Han lover mere åbenhed på området.

- Vi vil nu offentliggøre, hver gang vi har en sag med begrundet mistanke om svindel med bistandsmidlerne. Åbenhed er med til at forebygge korruption og svindel, siger han.