Frivillige i høj kurs hos kommunerne

Mens kommunerne har skåret ned i antallet af medarbejdere, har man skruet op for samarbejdet med de frivillige.

Kommunerne er vilde med at samarbejde med frivillige, blandt andet inden for ældreområdet, idrætslivet og når det gælder socialt udsatte borgere.

Og der er endnu mere af det frivillige arbejde på vej i kommunerne. Det viser en undersøgelse, som KLs nyhedsbrev Momentum har lavet.

Her svarer hele 93 procent af de medvirkende kommunaldirektører, at omfanget af kommunens samarbejde med frivillige er steget siden 2007. 95 procent forventer, at de vil arbejde endnu mere på at inddrage frivillige i de kommende år.

Undersøgelsen kommer samtidig med, at Berlingske mandag skriver, at kommunerne har gennemført en historisk nedskæring og nedlagt over 30.000 stillinger inden for de seneste tre år. En spareøvelse til 11,5 milliarder kroner, som er gennemført uden de store offentlige protester.

En af de kommuner, der samarbejder med flere og flere frivillige, er Horsens Kommune. Her satser man på at få endnu flere frivillige til at hjælpe, blandt andet inden for handicap- og psykiatriområdet. Derfor har kommunen taget utraditionelle metoder i brug for at få fat i nye folk.

- Vi har oprettet et SMS-system, hvor man kan opgive, at man har de og de interesser, kan de her ting og kan hjælpe i disse tidsrum, og så får man et tilbud på SMS om at hjælpe, når det matcher et kommunalt tilbud. Det kunne eksempelvis i denne tid være at få julepyntet på et ældrecenter eller i et bofællesskab. Vi håber selvfølgelig, folk synes, det er så interessant og givende, at de kommer igen, siger udviklingskonsulent Søren Riber, Horsens Kommune, til Momentum.

Fra de frivilliges side er man positiv over for kommunernes ønske om mere samarbejde. Men kommunerne kan blive bedre til at involvere de frivillige organisationer i, hvordan opgaverne skal løses, lyder rådet.

- Det mest frugtbare samarbejde sker, når kommunen starter med en dialog med den frivillige verden om, hvad man kan gøre. På den måde får man nogle anderledes løsninger og sikrer, at alle synes, det er sjovt at være med. Eksempelvis havde Odense Kommune en udfordring med, at nogle af de ældre spiste alt for lidt. Man tog så en snak med Ældre Sagen i Odense og fandt ud af, at hvis man kunne finde nogen, som ville komme og spise et måltid med de ældre, fik de spist noget mere, siger frivilligchef Lars Linderholm, Ældre Sagen.