Regeringen er klar med 12 lempelser i planloven, der skal hjælpe erhvervsliv og skabe arbejdspladser i udkantsområderne. Forsker savner samlet indsats.

Regeringen vil med en ny planlovspakke skabe vækst i landets lidende yderkommuner.

Planen, der præsenteres torsdag, indeholder ifølge Jyllands-Posten 12 lempelser, der skal holde hånden under erhvervsliv og arbejdspladser i udkantsområderne.

Forslagene tæller blandt andet hurtigere opsætning af tele- og mobilmaster, friere rammer for butikker i bymidterne og lettere adgang for byggeri i de kystnære områder.

Regeringen er derudover klar med 250 millioner kroner til en nedrivningspulje, der frem mod 2020 skal bruges til at fjerne tomme og forfaldne huse.

»Initiativerne imødekommer en del af de ønsker, som vi har hørt, at kommunerne har i forhold til planloven. Det er tiltag, der vil gavne vores erhverv og beskæftigelse i landdistrikterne,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til Jyllands-Posten.

Forsker i landdistrikter Jørgen Møller fra Aalborg Universitet er dog ikke imponeret over regeringens planer. Han savner en samlet indsats for udkantsområderne og kalder regeringens forslag en ophobning af tidligere forslag, der har ligget i skuffen.

Planlovspakken vil blandt andet gøre det muligt for store butikker at placere sig i bykernen. Det har hidtil kun været umuligt for butikker på over 2.000 kvadratmeter at slå sig ned i byer med over 40.000 indbyggere.

Kirsten Brosbøl mener, at det vil styrke yderområderne, da det giver kommunerne mulighed for hurtigere at udvikle erhverv, arbejdspladser samt styrke landdistrikternes bymidter, skriver Jyllands-Posten.