Det lykkedes ikke for regeringen at lande en aftale om stramninger på udlændingeområdet torsdag. DF og S står fast på etableringen af flygtningelandsbyer.

Det var ventet, at regeringen og forhandlingspartierne bag regeringens planlagte udlændingestramninger ville lande en aftale om stramningerne torsdag.

Men en enkelt knast spændte ben for aftalen, der nu lader vente på sig.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne står nemlig fast på, at regeringen skal forpligte sig til at etablere statslige flygtningelandsbyer for at aflaste kommunerne, mens regeringen først vil undersøge de økonomiske og integrationsmæssige konsekvenser af landsbyerne.

De to partier har altså »sat regeringen på arbejde«, som Peter Skaarup (DF), Dansk Folkepartis retsordfører, udtrykker det.

»Vi synes, det er meget vigtigt, at vi får de her statslige flygtningelandsbyer - barakbyer om man vil. Kommunerne har brug for et pusterum, og man kan i øjeblikket se, at der er en meget hård prioritering i kommunerne i forhold til den velfærd, vi gerne vil tilbyde,« siger han på vej ud fra forhandlingerne i Finansministeriet.

Også Mette Frederiksen (S), formand for Socialdemokraterne, står fast på etableringen af flygtningelandsbyer.

»Vi vil gerne sikre, at vi får det her til at fungere i virkeligheden. Der er mange, der har travlt med ord i denne her sammenhæng. Vi er mere interesserede i, at der er en hverdag, der skal fungere,« siger hun og understreger, at kommunerne skal kunne følge med tilstrømningen af flygtninge:

»Det er afgørende vigtigt for os, at vi beskytter dem, der har behov for beskyttelse, men samtidig sikrer, at hverdagen og virkeligheden fungerer. Derfor vil vi gerne have, at staten påtager sig et større ansvar i forhold til flygtningeopgaven. Vi skal sørge for, at der ikke kommer flere flygtninge ud til landets kommuner, end at kommunerne også er klar til at håndtere denne her store opgave.«

Spørgsmål: Hvorfor er det ikke nok at undersøge mulighederne for at lave flygtningelandsbyer, som regeringen har spillet ud med?

»Fordi vi gerne vil lidt tættere på. Jeg tror sådan set godt, at de kunne lave en aftale, og det håber jeg også, at forhandlingerne kommer til at lande med, for det er vigtigt, at alle tager et ansvar for at løse en rigtig, rigtig svær situation for hele det danske samfund.«

Alliancen mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kan synes fremmed, men for Peter Skaarup er målet det centrale.

»Det, vi har brug for nu, det er at gøre det rigtige. Om det er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne elle regeringen, der fremlægger det, det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at vi værner os mod en den situation, at vi bliver oversvømmet af asylansøgere og migranter i øjeblikket,« siger han.

Det er endnu uvist, hvornår forhandlingerne genoptages.