Det er under al kritik, at flere SAS-chefer sikrede sig en stor bonus under selskabets krise i 2012, mens andre ansatte måtte gå ned i løn, mener Københavns overborgmester.
Ledelsen i det skandinaviske luftfartsselskab SAS »spiller hasard med noget, som ikke alene vedrører medarbejderne, men hele Danmarks befolkning.«
Det mener Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), efter at det er kommet frem, at 15 udvalgte ledere i SAS har fået en halv årsløn i bonus for at blive i luftfartsselskabet gennem krisen, mens andre ansatte måtte gå ned i løn.
- Det siger sig selv, at når man lige har været igennem en kæmpe spareplan, hvor medarbejderne er blevet bedt om at gå kraftigt ned i løn, så duer det ikke, at ledere får ekstra løn. Som leder skal man gå forrest og vise ansvar. Det synes jeg også, at SAS-ledelsen burde gøre i denne sag. Ellers risikerer den at spænde ben for sig selv, skriver Frank Jensen på sin Facebook-profil.
Her understreger han, at han ikke kan lade være med at blande sig i sagen, som han kalder »forkastelig«.
- SAS er en fuldstændig afgørende brik i den infrastruktur, der skal være med til at gøre København interessant for udenlandske investorer. Derfor kan jeg som Københavns overborgmester ikke lade være med at blande mig, når jeg ser helt åbenlyse dumheder udspille sig, tilføjer han.
SAS fremlagde i november sin spareplan med frasalg af dattervirksomheder og drastiske nedgange i lønnen, og i december lød det fra selskabets ledelse, at effekterne af den allerede vil kunne ses i 2013.
Frank Jensen har ikke ønsket at uddybe sin kommentar.