Frank Jensen varsler nedskæringer i velfærden på grund af regeringens omprioriteringsbidrag samtidig med, at politikere og topembedsmænd fyrer 3,3 millioner kroner af på studieture.

Du har senest været i New York og San Francisco i USA for 666.171 kroner. Kunne du ikke begynde med at skære i nogle af de mange studieture, I er på?

»I kommunerne er vi styret af driftsrammer, så vi må ikke bruge flere penge på driften end året før. Så jeg kan ikke bare bruge pengene på noget andet. Og jeg kan godt forsvare turen til USA. Vi er meget tætte samarbejdspartnere med New York, og vi mødtes jo blandt andet også med borgmesteren i New York i et tætpakket program. Det var ikke en fornøjelsestur. Det var en arbejdstur. Vi boede på turisthoteller og rejste på økonomiklasse. Der er ikke noget i den tur, der på nogen måde var ekstravagant.«

Beløbet svarer til to sosu-assistenter. Ville det ikke være mere oplagt at bruge pengene på det end en studietur?

»Vi har en driftsramme, som vi ikke må overskride, og derfor mener jeg ikke, at der er en sammenhæng mellem de to ting. Og en studietur for politikerne kan ikke løse udfordringen med de 247 millioner kroner, som finansministeren vil tage fra os.«

Det er tre millioner kroner, hvis resten af studieturene tælles med. Det er trods alt en pose penge…

»Ja, det er en pose penge, og vi passer også på skatteborgernes penge, men vi skal jo også være med til at skabe og vedligeholde relationer til byer ude i verden.«

I så blandt andet ballet på New York City Ballet. Er studieturene ikke reelt et frynsegode?

»Overhovedet ikke. Balletten var en tjeneste, vi gjorde generalkonsulen, hvor vi var Danmarks æresgæster. Jeg tror, at der var flere, der kunne finde på mere spændende ting at tage sig til i New York sådan en aften end at tage til ballet.«

Men det må da trods alt være hyggeligt at kunne rejse og arbejde samtidig...

»Det er hårdt arbejde. Jeg klynker ikke, men de, der tror, det er en ferietur, skulle prøve det selv,« siger Frank Jensen.