Fastholder ultimativt krav

Finansminister Bjarne Corydon har ikke hørt ultimative krav fra Enhedslisten. Men så har han ikke hørt ordentligt efter, lyder det fra Frank Aaen.

- Jeg har ikke hørt nogle ultimative krav.

Sådan siger finansminister Bjarne Corydon (S) efter de indledende finanslovsforhandlinger med regeringens støtteparti, Enhedslisten.

Men forud for forhandlingerne har Enhedslisten gentagne gange understreget, at partiet kun vil stemme for finansloven, hvis det får en garanti om job eller uddannelse til de tusindvis af ledige, som risikerer at miste dagpengene i 2013.

Derfor bliver finansministerens kommentar mødt med løftede øjenbryn i Enhedslisten.

- Det er en udtalelse, der fylder os med forundring, siger finansordfører Frank Aaen til Berlingske Nyhedsbureau.

- Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at vi stiller et ultimativt krav om hjælp til de ledige, der falder ud af dagpengesystemet, fastslår han.

Er det Bjarne Corydon, der ikke har hørt ordentlig efter, eller er det Enhedslisten, der ikke har udtrykt sig klart?

- Vi var tindrende klare i mælet. Og der er altid en sammenhæng mellem det, vi siger i forhandlingslokalet, og det vi siger udenfor, siger Frank Aaen.