Det blev udråbt som en potentiel historisk skandalesag, men omtales nu som en fuser og det største politiske selvmål i nyere tid. Skattesagen kan ende som så mange andre potentielle skandalesager: I et spørgsmål om tro.
For Troels Lund Poulsen (V), Peter Arnfeldt og Peter Loft smagte juleanden og risalamanden nok ekstra godt i år.
I dagene op til jul blev de tre hovedanklagede i den verserende skattesag – den tidligere skatteminister, rådgiver og hjemsendte departementschef – gradvist frikendt fra flere fronter.
Det begyndte paradoksalt nok hos ingen andre end de anklagedes måske mest tungtvejende kritiker direktør Erling Andersen fra Skat København. For midt i december betonede Erling Andersen selv over for skattesagskommissionen, at hans tidligere departementschef, Peter Loft, ikke krævede en bestemt afgørelse, og at presset fra Lund Poulsen og Arnfeldt ikke bestod i andet, end at de konstant stillede spørgsmål og ville have notater, da Skat København i 2010 behandlede Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag. Det skriver Berlingske.
Efter at Erling Andersen over to afhøringsdage havde vidnet for kommissionen, stod det klart, at ingen af de indkaldte vidner fra Skat København kan dokumentere eller levere håndfaste eksempler på regulært magtmisbrug, som kommissionen er nedsat for at undersøge. Faktisk fortalte vidnerne fra Skat København lige så meget den modsatte historie: At forvaltningen er upåvirkelig og robust. Kinnock gik jo fri.
Men tryk avler modtryk, og efter at skattesagen i månedsvis var blevet talt op til være den måske største skandalesag i nyere dansk forvaltningshistorie, indtraf modreaktionen prompte. Blandt flere iagttagere hørte man: Det er da vildt, at Erling Andersen og co. ikke havde mere. Har man udløst en milliondyr undersøgelseskommission, må man da forvente et eller andet konkret bevis.
Lidt samme stemning, som efter at Ekstra Bladet indledningsvist vidnede i kommissionen om det påståede forsøg på læk af Thorning og Kinnocks skatteafgørelse til avisen fra Peter Arnfeldt: Man kan da ikke blæse på den normalt hellige kildebeskyttelse og brændemærke en tidligere rådgiver, end ikke »mørkets fyrste«, når man kun tropper op med et par håndskrevne noter som bevis.
Efter høringen af Erling Andersen udtalte både professor Tim Knudsen og politisk kommentator Hans Engell, at de savnede dokumentation.
Hans Engell sagde, at han ligefrem var betænkelig ved Erling Andersens vidneudsagn:
- Han drager konklusioner, som bygger på rene spekulationer ... Man kan ikke beskylde en minister og en departementschef for at begå magtfordrejning uden at have noget, der minder om beviser.
DRs analytiker Jens Ringberg og politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv havde også svært ved at se nogen fældende dokumentation.
- Der er alvorlig risiko for, at sagen ender i ingenting, som Termansen formulerede det.
Og lige før jul overtrumfede Jyllands-Posten kritikerne.
I en leder skrev avisen, at skattesagen tegner til at blive ikke mindre end årets flop.
- Der har været fremsat bølger af formodninger, gisninger, fornemmelser og halvkvædede viser, og det er i sig selv uværdigt for embedsmænd af alle slags, at de for åbent tæppe skal nedlade sig til en sådan omgang uprofessionel cirkusforestilling. Intet af det, de har været nødt til at divertere med i kommissionen, holder en meter, hverken i en byret eller i en undersøgelseskommission.
Jyllands-Posten henviste til, at kommissionen i stedet utilsigtet var kommet til at hvirvle rygterne om Kinnocks seksualitet op. Og tilføjede:
- Helle Thorning-Schmidt ville ramme sine forgængere, men det apparat, hun satte i gang, lader – indtil videre – til at ramme hende selv som en boomerang. Som sagen ligger nu, tegner beslutningen om at nedsætte kommissionen til at blive det største politiske selvmål i nyere dansk historie.
Betyder det, at skattesagen er udåndet? Ikke nødvendigvis.
Men det betyder, at skattesagen risikerer at ende som mange andre meget omtalte sager i nyere tid: Den bliver en trossag. Den bliver en holdningssag. En sag, som deler befolkningen (og læs bare i rød og blå blok). I den tidligere lækagesag om Forsvarsministeriet fik vi heller aldrig endegyldigt svar på, om daværende spindoktor Jacob Winther lækkede oplysningen om udsendelsen af danske jægersoldater til Irak – eventuelt med tidligere forsvarsminister Søren Gades (V) velsignelse.
I den meget omtalte sag om jægersoldaten Thomas Rathsacks bog fik vi aldrig entydigt svar på, hvorfor den arabiske oversættelse af bogen landede hos ministeren, eller hvad Forsvarskommandoens egentlige motiv var.
Og i sagen om den meget omdiskuterede film »Den hemmelige krig« kan man stadig høre alt fra, at filmen er et stykke yderst vigtig dokumentation for, at Danmark deltager i en krig på kant med konventionerne, til, at filmen er journalistisk manipulation.
Fælles for disse sager er, at de alle var potentielle skandalesager med medierne som aktive parter og med dybe forgreninger ind på Christiansborg, og fælles for disse sager er, at vi aldrig får et definitivt facit. Det afhænger af øjnene, der ser.
Hvis ikke der kommer afgørende nyt frem i skattesagen, risikerer den at lide nøjagtig samme skæbne.
For stærke kræfter– både på Christiansborg og i mediebranchen – vil strække sig langt for at holde liv i skattesagen, og blandt eksperter og journalister kan man også finde stemmer, som har fået det stik modsatte indtryk: At afhøringerne af foreløbig 21 vidner har understreget, at Lund, Arnfeldt og Loft gik alt for vidt, og at Venstre var klar til at misbruge Thornings private skattesag. Ni chefer fra medieverdenen har netop givet deres bud på medieåret 2012 til fagbladet Journalisten. Tre chefer fremhæver skattesagen som årets vigtigste historie. Desuden har professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen netop argumenteret for, at Peter Lofts indblanding var ulovlig – uanset motivet.
Vi vil – som i de øvrige sager – ende med to modsatrettede fortolkninger: Én gruppe vil mene, at der ikke er fugls føde på skattesagen, og at det er forkasteligt, at Thorning brugte millioner af skattekroner på at få en landsdommers signatur til at sværte toppen af Venstre; en anden gruppe vil mene, at Lund og co. indførte sicilianske cosa nostra-tilstande i den danske forvaltning ved at bruge en privatsag til at få ram på en politisk modstander. Igen: Det afhænger af øjnene, der ser.
Det skal understreges, at skattesagen fortsat rummer potentiale til at eksplodere. 22 vidner mangler at forklare sig for kommissionen, og navnlig to vidner tiltrækker opmærksomhed. Ifølge Berlingskes oplysninger mener flere ansatte i Skatteministeriet, at Lund og Arnfeldt gik for vidt, og meget hviler nu på produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, som oplevede forløbet på nærmeste hold.
Men også den tidligere departementschef i Statsministeriet Karsten Dybvad, i dag adm. direktør i Dansk Industri, er interessant. Dybvad blev i 2001 som nyindsat departementschef i Finansministeriet udsat for beskyldninger om »kammerateri« af Venstre-toppen. Dengang kom daværende departementschef i Statsministeriet, Nils Bernstein, ham til undsætning. Men Dybvad har ikke fundet anledning til offentligt at støtte Peter Loft.
Det afgørende for skattesagens videre udvikling kan groft sagt inddeles i tre punkter:
1) Vidnernes forklaring om graden af påvirkning.
2) Om BTs kilde bag lækken af skatteafgørelsen bliver afsløret – hvis det viser sig at være en magthaver.
3) Om det kan dokumenteres, at Venstre forsøgte at udnytte sagen.
Kommer der ikke afgørende beviser på bordet, bliver spørgsmålet i sidste ende, hvor stor vægt kommissionen vil tillægge vidnernes oplevelser, fornemmelser og forklaringer. Og man skal huske, at kritik fra kommissioner kan få vidtrækkende konsekvenser, også i sager, der på et tidspunkt ikke så eksplosive ud.
Det erfarede Anders Fogh Rasmussen (V) i 1992, da han måtte træde tilbage som minister efter sagen om kreativ bogføring netop i Skatteministeriet, og det erfarede hele Schlüter-regeringen i 1993 efter Hornslet-rapporten i Tamilsagen.
I den igangværende skattesag er et af de mest håndgribelige spor faktisk beslægtet med homorygtet om Kinnock. For BT kendte detaljeret til rygtet op til folketingsvalget i 2011 – altså en læk af privatfølsomme oplysninger – og vidner fra Skat København har fortalt, at de var overbeviste om, at de berømte fire linjer, som Peter Loft insisterede på at få med i Thorning og Kinnocks skatteafgørelse, refererede til rygtet. Men Loft nægter, de fire linjer dokumenterer ingenting, og så ender det formentlig med de fire linjer som med resten af sagen: I et spørgsmål om tro.
