Det har vakt hård kritik, at forsvarsminister Carl Holst (V) får løn fra Region Syddanmark i et år, selv om han er blevet valgt til Folketinget og udnævnt til forsvarsminister.

Vejle Amt Folkeblad har via aktindsigt afsløret, at Carl Holst kan se frem til en efterbetaling på 833.040 kroner fra Region Syddanmark, selv om han er blevet minister med en grundløn på 1.176.595,56 kroner årligt.

Nu svarer hovedpersonen igen på kritikken. Han afviser enhver snak om dobbeltløn.

»I 15 år har jeg som amtsborgmester og regionsrådsformand – i præcis overensstemmelse med reglerne – fået et månedligt honorar, ligesom jeg har optjent den såkaldte efterløn, som har været omtalt de seneste dage. Efterlønnen er en del af den samlede aflønning, som jeg får for mit arbejde i amt og region, og den er blevet udbetalt helt automatisk,« skriver han tirsdag aften på sin Facebook-profil.

»Selvom efterlønnen først er blevet udbetalt efter, at mit arbejde for regionen er stoppet, så vedrører den alene mit arbejde i regionen og har altså ikke noget at gøre med den opgave, jeg nu er blevet betroet. Der er derfor ikke tale om dobbeltløn. Reglerne omkring den såkaldte efterløn er og har været de samme fra før, jeg blev amtsborgmester,« skriver han videre.

Carl Holst understreger, at reglerne om aflønning af regionsrådsformænd er fastsat ved bekendtgørelse, og den er »naturligvis fulgt til punkt og prikke«.

»Et bredt flertal i Folketinget har nedsat en vederlagskommission, som skal se på, hvordan borgmestre, regionsrådsformænd, folketingsmedlemmer og ministre fremadrettet skal aflønnes. Jeg synes, at diskussionen om mine lønforhold har vist, at det er klogt, at vederlagskommissionen er nedsat. Jeg forholder mig til reglerne, som de er i dag, og lader kommissionen komme med anbefalinger til, hvordan reglerne skal se ud i fremtiden,« skriver Carl Holst.

Hans lønforhold har skabt forargelse i Dansk Folkeparti.

»Det er den slags, der er med til at skabe politikerlede. Folk kan ikke forstå, at politikere, der får en udmærket løn, skal have dobbeltbetaling, selv om de er stoppet frivilligt. Jeg kan godt forstå, hvis man undrer sig over, at der bruges skattepenge til den slags,« sagde kommunalordfører Morten Marinus (DF) lørdag til Berlingske Nyhedsbureau.

»Jeg klandrer ikke Carl Holst, men det ville da klæde ham at betale pengene tilbage,« tilføjede Morten Marinus.