Forsvarsminister Nicolai Wammen sætter nu Forsvaret på plads i sagen om de krigsveteraner, der er blevet nægtet et veterankort som følge af en teknikalitet, og lover at ændre praksis omgående.

Om man er udsendt for det ene eller for det andet ministerium skal ikke være afgørende for, om man kan få det såkaldte veterankort, der gives til de krigsveteraner, der har gjort en indsats for Danmark i udlandet.

Det mener forsvarsminister Nicolai Wammen (S) efter Berlingskes historie om, at en teknisk detalje gør, at Forsvaret har nægtet flere, der har været udsendt til Bosnien for Beredskabsstyrelsen, det anerkendende veterankort.

»Det er helt forkert, at de folk ikke har mulighed for at få et veterankort, og derfor har jeg besluttet, at det skal de kunne få i fremtiden, hvilket jeg også har indskærpet over for Forsvaret,« siger Nicolai Wammen til Berlingske Nyhedsbureau.

Ministeren lover, at praksis for udsendte for Beredskabsstyrelsen bliver ændret »omgående«, og samtidig vil han se på, om praksis også kan ændres for andre grupper udsendte.

»Jeg har bedt om, at man ser på, om at andre udsendte, der har gjort et vigtigt arbejde for Danmark, ikke også skal have mulighed for at få et veterankort. Det kan for eksempel være folk, som har været udsendt for Udenrigsministeriet eller for politiet,« siger Nicolai Wammen.

Berlingske bringer søndag historien om blandt andre Jeppe Jensen, der som 21-årig var med den dag i 1993, hvor en dansk nødhjælpskonvoj blev angrebet i Maglaj i Bosnien. Som udsendt for Beredskabsstyrelsen satte han livet på spil og så flere af sine kammerater blive sprængt i stykker af serbiske granater.

Men en teknikalitet gør, at Forsvaret har nægtet Jeppe Jensen det anerkendende veterankort, som blev indført af VK-regeringen i 2011, og som 32.000 andre veteraner har fået.

Fordi Beredskabsstyrelsen i 1993 formelt hørte under Indenrigsministeriet og ikke under Forsvarsministeriet, lever hans udsendelse nemlig ikke op til den bestemmelse, der regulerer udstedelsen af veterankortet.

»Jeg beklager, at det har været så lang en vej for Jeppe Jensen og andre. Det, der er vigtigt nu, er, at de mennesker, som har været udsendt til det tidligere Jugoslavien, selvfølgelig får mulighed for at få et veterankort på lige fod med andre ansatte i Forsvaret,« siger Nicolai Wammen.