Tidligere forsvarsminister Nick Hækkerups karakteristik af danske officerer som gammeldags og illoyale passer ikke, fastslår forsvarschef Peter Bartram.

Forsvarets officerer får med grovfilen i søndagens Berlingske, hvor tidligere forsvarsminister Nick Hækkerup (S) betegner dem som illoyale »oberst Hachel-typer«, der udelukkende fremmer deres egen sag.

Men den kritik har ikke noget på sig, lyder reaktionen fra forsvarschef Peter Bartram i en skriftlig kommentar.

»Det billede, Nick Hækkerup tegner i dagens Berlingske, af et gammeldags officerskorps er ikke noget, som jeg på nogen måde kan nikke genkendende til. Var det tilfældet, så er jeg sikker på, at forsvaret ikke havde kunnet levere de flotte resultater, vi har, både nationalt og internationalt,« siger forsvarschefen.

»Jeg oplever tværtimod, at de ansatte i forsvaret, her under forsvarets officerer, arbejder engageret og målrettet for at sikre, at vi har et nutidigt og relevant forsvar,« erklærer han.

Den vurdering deles af Nick Hækkerups egen partifælle, forsvarsordfører John Dyrby Paulsen (S).

»Det kan sagtens være rigtigt, at Nick har oplevet nogle oberst Hackel-typer, men det er ikke mit generelle indtryk. Jeg har faktisk den modsatte oplevelse. Jeg møder folk, der er dedikeret til deres arbejde. Man kan være uenige med dem, men det gør dem ikke til oberst Hackel,« siger den socialdemokratiske ordfører.