Den danske befolkning skal vide, hvis danske flybomber koster civile irakere livet i kampen mod Islamisk Stat, siger forsvarsminister Nikolaj Wammen. Forsker opfordrer dog forsvarsministeren til at sætte handling bag sine ord.

Hvis civile irakere bliver slået ihjel af danske styrker i kampen mod Islamisk Stat (S), skal danskerne have det at vide. Det siger forsvarsminister Nikolaj Wammen (S), skriver Information.

»Hvis vi står i en situation, hvor vi finder ud af, at der har været civile tab – i forbindelse med de danske styrkers indsættelse – ja, så mener jeg, at det er naturligt, at vi oplyser om det,« siger forsvarsministeren i et interview med avisen.

Det er ifølge Information første gang, en dansk minister støtter opfordringen til større åbenhed om krigen mod IS.

Alligevel siger lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet, at udmeldingen kan være tomme ord, og han opfordrer derfor Nikolaj Wammen til at handle.

»Den udmelding er intet værd, medmindre han stiller krav om, at Forsvaret proaktivt melder ud, at man kom til at skyde ved siden af, da man smed så og så mange bomber,« siger han til avisen.