Fremover skal forsvaret ikke alene gå i krig eller skabe fred. Forsvaret skal nemlig også sikre danske virksomheder et erhvervsfremstød i udlandet, hvis det står til forsvarsminister Nick Hækkerup (S), oplyser DR Nyheder.

Nick Hækkerup håber, at det nye tiltag kan åbne døre for dansk erhvervsliv i den udenlandske militærindustri.

- Vi har dygtige militærfolk - forsvarsattacheer - siddende på ambassaderne. Fordi de er militærfolk kan de snakke til forsvarsministerierne og forsvarsindustrien og åbne døren for de danske virksomheder, sådan at den danske forsvarsindustri kan sælge mere af det de laver, sagde Forsvarsministeren i programmet Clement Søndag.

Det nye tiltag kan vise sig at være til glæde for virksomheder Therma, som producerer radarudstyr.

Nick Hækkerup afviser på forhånd, at der vil ske en sammenblanding af interesser. Han mener ikke, at det private erhvervslivs interesser får indflydelse på forsvarets arbejde.

- Det er ikke en sammenblanding af interesser. Den største risiko er, at det mislykkes. At vi ikke får solgt så meget ekstra. Men den store gevinst er, at vi kan få skabt nogle arbejdspladser. At det vi gør i forsvarsindustrien bliver bedre markedsført, sagde Nick Hækkerup.

Forsvarsattacheernes nye rolle som eksportambassadører er en del af Forsvarets strategi »Open for Business«.