Venstre daler i meningsmålingerne i kølvandet på, at partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) har brugt mere end én million kroner på rejser for miljøorganisationen GGGI, og det er der en god grund til, viser nyt studie. Danskere straffer nemlig politikerne hårdere i forbindelse med politiske skandaler, end når de har dummet sig med fartbøder, utroskab eller lignende skandaler i privaten.

»Vi kan se en ret klar forskel på, hvor hårdt vi dømmer forskellige typer skandaler,« siger professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til Videnskab.dk.

»Jo mere skandalen handler om politikernes arbejde, jo hårdere bliver de bedømt af vælgerne, mens dommen til gengæld er mildere, når det drejer sig om skandaler i privaten som for eksempel utroskab, eller om ulovligheder som for eksempel en fartbøde,« tilføjer han.

Han har sammen med forskerne Yosef Bhatti og Asmus Leth Olsen undersøgt sammenhængen mellem politiske skandaler og vælgertilslutning. Studiet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Acta Politica og viser, at en sag som Lars Løkke Rasmussens rejsesag bliver straffet hårdt.

»Vi kan ikke vide, hvad årsagen til Venstres tilbagegang er, men når man ser på det politiske liv i den sidste uges tid, så er det jo rejsesagen, der har været oppe i medierne, og vores studie viser netop, at Lars Løkke Rasmussen har gjort det værste, en politiker kan gøre, fordi han ikke har forvaltet de offentlige penge ordentligt og dermed ikke passet sit job som politiker,« siger Kasper Møller Hansen til Videnskab.dk.

Han påpeger, at studiet også viser, at det er en slags skærpende omstændigheder, hvis en borgerlig politiker viser sig at være økonomisk uansvarlig.

Undersøgelsen baserer sig ikke på meningsmålinger, da ændringer i disse kan være svære at bevise videnskabeligt. Forskerne har i stedet skaffet oplysninger ved at lave to spørgeskema-undersøgelser, hvor henholdsvis 2.079 og 2.003 personer er blevet bedt om at vurdere en række fiktive politiske skandaler med politikere fra Venstre og Socialdemokraterne.