En dansk forsker har skabt debat i Sverige, efter at han i en ny bog beskylder daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens kulturkamp for at have skabt en uforenelighed mellem islamiske og danske værdier. Blandt andet nævner forfatteren ekstremisme og Anders Breivik i sammenhæng med kulturkampen.
- Jeg kan konstatere, at kulturkampen virker negativt. Jeg kan ikke sige, at den er årsag, men den bidrager og er medvirkende til en radikalisering. Kulturkampens eneste løsning er konfrontation og nul-tolerance, siger Peter Hervik, antropolog på Aalborg Universitet, som netop har lanceret den hårde dom om Fogh i en ny bog.
Ifølge Peter Hervik forplantede Foghs værdikamp sig i medierne med en skadelig retorik.
- Jyllands-Postens chefredaktør syntes, at kulturkampen var en god idé. Han lavede herefter tre prioriteringer, der hedder DR, kommunisme og islam, som avisen ville dække kritisk. På den måde går de også ind i kulturkampen.
Konfronterende debat
- Debatten, diskussionerne om publiceringen af Muhammed-tegningerne var meget værre end selve handlingen. Den var voldsomt konfronterende og blev ved med at eskalere og eskalere.
Hvad tænker du på kan ske, når det eskalerer?
- Der kan ske det, at nogle relativt tilfældige enkelte individer ikke rigtig kan styre det, miljøet understøtter. Breivik er et eksempel på et eller andet, der er poppet op. Han gik i gang under en voldsom mediedebat i Oslo i 2002.
Mange ser sikkert Foghs kulturkamp i en mere fredelig kontekst. Et opgør mod at staten blander sig, og individet selv har ansvar?
- Det er det selvfølgelig også. Og det, som sker i de svenske medier, er, at en bid af Foghs kulturkamp bliver pillet ud, siger Peter Hervik, som dog fastholder, at kulturkampen har skabt en kløft mellem ’dem’ og ’os’.
- Jeg kan se, at det, Fogh siger under Muhammed-krisen, har et sammenfald med kernen af nykonservatisme, som vi finder på Østkysten i USA - som har været årsag til krigen i Irak og Afghanistan. Her siger man, at der ikke kan være moralsk lighed mellem os i Vesten og resten af verden.



