Forsker: Derfor lyver politikerne for os

Politikere er meget opmærksomme på ikke at sige lodrette løgne. Til gengæld vikler de sig tit ind i et net af hvide løgne, skrøner og manipulation - som tilsammen giver et indtryk af, at de hele tiden lyver for os.

Politikere lyver. Det er gentaget så mange gange, at man skulle tro, det var blevet en floskel. Men borgerne oplever gang på gang politikere, der bekræfter, at der er noget om snakken.

Senest gik justitsminister Morten Bødskov (S) af, fordi han trakterede Folketingets Retsudvalg med en løgn. Som med så mange andre politikere kunne man godt komme i tvivl, om Bødskov rent faktisk mente, at han havde gjort noget forkert ved at lyve.

Det skyldes sandsynligvis, at politikerne tit ikke selv mener, at de lyver – og i streng forstand, at de også kun sjældent gør det. Til gengæld laver de så mange andre ord-manøvrer, der koster på troværdigheden. Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan læse meget mere om de forskellige slags løgne, der findes – og som vi alle sammen kommer til at rode os ud i af og til.

Det fortæller forsker i politisk retorik og socialpsykologi, heriblandt professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock.

»De lodrette løgne er kun toppen af isbjerget. Politikerne vildleder, manipulerer og taler udenom.«

»Den slags er meget mere gennemgribende end løgne og bidrager til, at politikerne bliver utroværdige – også selvom de kun kommer med få egentlige løgne,« siger Christian Kock.

Læs også hos Videnskab.dk: Politikere er slaver af deres dovne hjerner 

Vi vender tilbage til Mortens Bødskovs løgne om lidt. Men Christian Kock pointerer, at politikere generelt lader til at være meget fokuserede på at undgå det, professoren kalder for ’de lodrette løgne’.

»Det er den slags løgne, som er firkantede og sagt med ond tro. Opdager man sådan en, kan den fælde politikeren. Men der er mange andre måder at vildlede på. De er ikke så firkantede og får derfor ikke så meget opmærksomhed – men det burde de måske,« siger Christian Kock.

For eksempel lykkedes det USA’s tidligere præsident George W. Bush at overbevise mange amerikanere om, at Iraks diktator Saddam Hussein var indblandet i terrorangrebet 11. september 2001.

Ikke fordi han sagde det direkte, men fordi han brugte snedige retoriske kneb.

»I en hel masse taler udtrykte han sig på en måde, så man kunne komme til at tro det. I hans ’State of the Union’-tale fra 2003 sagde han: ’Indtil 11. september troede mange, at vi kunne styre Saddam Hussein.«

»Når man har hørt den sætning, kan man næsten kun tro, han mener, at Saddam Hussein har noget at gøre med 11. september - for hvorfor ellers sige det? I mange måneder var hans taler fulde af den salgs. Det fik en masse mennesker til at tro, der var en sammenhæng.«

Selvom politikerne er trænet i en række retoriske krumspring, så de undgår lodrette løgne, kan de alligevel ende i fedtefadet.