Soldater sendes ikke i krig med psykiske sygdomme med Forsvarets viden, mener officer-formand.

København. Ingen - hverken Forsvaret eller soldaterne - har interesse i, at en soldat sendes i krig med en psykisk sygdom.

Derfor ville det komme meget bag på formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, HOD, Niels Tønning, hvis soldater med psykiske lidelser blev udsendt med Forsvarets viden om det.

- Det kan godt være, at man i et lægefagligt system uden for Forsvaret har været bekendt med det. Men det ville undre mig meget, hvis det skulle vise sig, at Forsvaret har vidst det, siger oberstløjtnant Niels Tønning.

Han oplever, at Forsvarets screeninger af soldater inden udsendelser er grundig, og at man ikke kan gøre ret meget mere for at forbedre dem.

- Det er min oplevelse, at man gør alt, hvad man kan, for at screene i dag. Jeg er egentlig tryg ved den indsats, der foregår allerede.

- I dag appellerer man til alle soldater om at være opmærksomme på tegn på psykiske sygdomme hos kammeraterne. Der er ingen, der vil ud i en konflikt med en viden om, at ham, der står ved siden af en, ikke er 100 procent fit for fight, siger han.

Ifølge Ugebrevet A4 er der flere eksempler på sager, hvor Forsvaret har sendt personer, som i forvejen var psykisk skrøbelige, til krigsområder.

Det gælder soldater med tidligere selvmordsforsøg, psykiatriske indlæggelser og diagnoser, social isolation og selvmordstanker.

På den baggrund efterlyser både Socialdemokraterne og De Konservative bedre screening af soldaterne inden udsendelse.

Ifølge Niels Tønning fra HOD kan det ske, at soldater med psykiske lidelser fra tidligere udsendelser udsendes igen, fordi soldaterne skjuler symptomerne.

- Der kan være nogen, der berettiget eller uberettiget frygter for deres arbejde, og så ønsker man måske ikke at vise den svaghed. Man tænker, at det nok går over. Og så bliver det ikke opdaget, siger han.

/ritzau/