Den konservative formand, Lars Barfoed har fået en attraktiv lejlighed på Frederiksberg og det har skabt en del røre de seneste dage.

Flere medlemmer i Frederiksberg Boligfonds bestyrelse undrer sig over forløbet, og der er sat spørgsmålstegn ved, om Barfoed har fået lejligheden ved hjælp af de konservative medlemmer i bestyrelsen.

Flere bestyrelsesmedlemmer kritiserer, at lejligheden ikke været opslået ledig på boligportalen.dk, så andre interesserede kunne komme i betragtning til lejligheden.

Onsdag forklarede bestyrelsesformand, Alfred Grinderslev, at alt var gået efter bogen. 

- Der er intet odiøst i det her. Vi har ikke prøvet at snyde. Vi har fulgt praksis. Fuldstændig, sagde Alfred Grinderslev til BT onsdag.

Han og den konservative kredsformand på Frederiksberg, Claus Wagenblast, sidder begge i boligfondens bestyrelse.

Siden erkendte han overfor BT, at bestyrelsesmedlemmerne kan have ret i, at efter bestyrelsens nuværende nedfældede retningslinier, burde lejligheden have været opslået på enten PrivatBos hjemmeside eller på Boligportalen.dk.

- I princippet er kritikken rigtig. Fondens vedtægter og retningslinjer siger i dag, at lejligheder, der ikke bliver afsat via ventelisten, skal annonceres via PrivatBo's hjemmeside eller via Boligportal.dk. Og det er ikke sket i tilfældet med Barfoeds lejlighed, sagde Alfred Grinderslev til BT.

Er du blevet sprunget over på ventelisten eller på anden måde blevet forbigået? Tip os på 1929@bt.dk

Som forklaring på at Barfoeds lejlighed ikke blev opslået ledig på hjemmesiden, sagde Alfred Grinderslev:

- Da Barfoeds lejlighed var klar til udlejning, havde vi lige inden annonceret en anden nyrenoveret lejlighed i samme prisklasse ledig på Boligportalen.dk. Det gav kun en henvendelse. Da ingen fra ventelisterne havde ønsket lejligheden, mente vi ikke, at der var nogen grund til at lægge endnu en lejlighed på boligportalen.dk, når vi allerede havde én, der var interesseret i lejligheden, siger Alfred Grinderslev.

Han forklarer, at bestyrelsen længe har talt om, at proceduren for ventelisten og udlejning af de dyre lejligheder skal revideres. Det er en bekostelig affære for fonden at administrere ventelisten, og det er svært at udleje lejligheder til 12.000 kr/mdr, som den Barfoed har fået.

- Men vi har ved en fejl ikke fået opgraderet retningslinierne endnu, og derfor er det rigtigt, at det er den normale praksis, der formelt er gældende. Bestyrelsen skal diskutere emnet på bestyrelsesmødet 6. marts, forklarede Alfred Grinderslev til BT.

Fredag sidst på eftermiddagen erklærer Alfred Grinderslev så, at han fastholder sin oprindelige forklaring, som han har udarbejdet til bestyrelsen. Derudover har han ingen kommentarer.

Som bestyrelsesmedlem har den socialdemokratiske Ali Maktabi mistet tilliden til bestyrelsesformanden.

- Jeg vil bede Grinderslev om at trække sig, for jeg har ikke længere tillid til ham efter det her. Det er ikke Lars Barfoed, der er skurken her. Det er Alfred Grinderslev, siger Ali Maktabi til BT.

Er du blevet sprunget over på ventelisten eller på anden måde blevet forbigået? Tip os på 1929@bt.dk.